Nu må din læge give corona-stik
En ny aftale betyder, at praktiserende læger i hele landet skal hjælpe med at coronavaccinere fra næste uge.
De praktiserende læger skal hjælpe med at coronavaccinere over hele landet.
Det er Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO), der har indgået en såkaldt rammeaftale. Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
De praktiserende læger i alle regioner ventes at gå i gang med at vaccinere i løbet af næste uge.
Aftalen bunder i et ønske om at skrue op for vaccinationsindsatsen. Dermed skal det være muligt for flere hurtigt at modtage både første, andet og tredje stik.
Skal udnyttes
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ønsker "at udnytte den tilgængelige vaccinationskapacitet i vores samfund bedst muligt".
- Målet er at skabe et værdifuldt supplement til vaccination i de regionale vaccinationscentre, så vi kan få ventetider på vaccination ned og skabe en ekstra indgang til vaccination for både børnefamilien og voksne, der skal have første, andet eller tredje stik, udtaler han i pressemeddelelsen.
Ordningen omfatter alle patienter over fem år, der skal have første, andet eller tredje stik.
Det er frivilligt
I Region Sjælland omfatter aftalen dog alene de 5-15-årige, lyder det.
Det er frivilligt for de enkelte praktiserende læger, om de vil deltage.
Som borger vælger man selv, hvilken læge man vil vaccineres hos. Det behøver altså ikke være ens egen.
For Jørgen Skadborg, der er formand for PLO, er det "en glæde, at vi i almen praksis kan bidrage til at få vaccineret så mange som muligt så hurtigt som muligt".
- Praktiserende læger og vores personale har i forvejen stor erfaring med at vaccinere børn og ældre i et trygt og nært tilbud, for eksempel i børnevaccinationsprogrammet og mod influenza, lyder det i meddelelsen.
Her får du mere at vide
Fredag i sidste uge blev aftalen indgået mellem Region Hovedstaden og PLO. De øvrige fire regioner indgår således tilsvarende aftaler onsdag.
Myndighederne opfordrer borgerne til at holde sig orienteret på regionernes hjemmesider.
Her vil der blive lagt information ud om tilbuddet og om, hvilke læger der tilbyder vaccination.
Hidtil har vaccination mod corona været tilbudt på regionale vaccinationscentre.
Regionerne har også tilbudt vaccination i pop-up-centre på eksempelvis uddannelsesinstitutioner eller i udvalgte boligområder.