Nu kommer den til Danmark

Nu kommer Corona-tabletten

Offentliggjort Sidst opdateret

De første leveringer af en tabletbehandling mod coronavirus med lægemidlet Paxlovid ventes at ankomme til Danmark i næste uge.

Det oplyser Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.

Det betyder, at man fra nu kan kontakte sin læge for at få vurderet, om man kan få den nye tabletbehandling. Det skriver sundhed.dk fredag.

Pillen er målrettet voksne, der er konstateret smittet med corona og er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb.

40.000 til Danmark

- Paxlovid er en ny tabletbehandling mod covid-19, som Sundhedsstyrelsen forventer kan reducere risikoen for et alvorligt forløb, indlæggelse og død hos personer i øget risiko, skriver Sundhedsstyrelsen i pressemeddelelsen.

Leveringerne af coronapillen kommer til Danmark, efter at der er indgået en aftale med medicinalvirksomheden Pzifer.

Aftalen omhandler 40.000 tabletbehandlinger, som Danmark har købt.

Folketinget har tidligere besluttet at indkøbe pillen til behandling af corona.

- Kan blive game changer

Forventningen var dog først, at behandlingen skulle købes gennem en fælleseuropæisk aftale. Men nu er Danmark gået egne veje.

Epidemiolog Lone Simonsen fra Roskilde Universitet (RUC) har tidligere over for Ritzau betegnet midlet som "en game changer", som kan forebygge alvorlig sygdom som følge af covid-19.

Sundhedsministeriet har desuden tidligere oplyst i en pressemeddelelse, at Paxlovid har "vist meget lovende resultater i de kliniske studier".

- Sammen med vaccination og test på plejehjem bliver Paxlovid et vigtigt ekstra skjold mod alvorlig covid-19-sygdom i efteråret og vinteren, skrev ministeriet i juni.

Skal tages i fem dage

Behandlingen skal tages i fem dage og gives, mens man stadig har milde symptomer.

Det er mest optimalt, hvis behandlingen gives, inden for fem dage efter at man er testet positiv for coronavirus. Så får pillen den bedste effekt.

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit eller brug håndsprit.

– Brug mundbind

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Præparatet har dog bivirkninger. Derfor skal det gives på recept, oplyste Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, i juni til Ritzau.

Det er op til Sundhedsstyrelsen at udarbejde sundhedsfaglige retningslinjer for brugen af coronapillen.

Paxlovid er et lægemiddel mod alvorlige symptomer på corona-smitte. Det kan kun fås på recept. (Arkivfoto).
Paxlovid er et lægemiddel mod alvorlige symptomer på corona-smitte. Det kan kun fås på recept. (Arkivfoto).
Powered by Labrador CMS