Nu har sagen fået alvorlige konsekvenser
Den buschauffør, der søndag sms'ede, mens han kørte passagerer fra Aarhus til Berlin for selskabet Flixbus, har nu kørt sin sidste tur for Flixbus
Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND
Gitte Luk fra Aarhus havde søndag en utryg bustur til Berlin.
Hun sad på forreste række i bussen og havde frit udsyn til chaufførerne, hvor hun kunne følge med i, hvordan de gentagne gange viste hinanden videoer på telefonen og skrev sms'er.
Til sidst prikkede hun chaufføren bag rattet på skulderen og bad ham om at holde fokus på vejen. Hun kontaktede senere også selskabet Flixbus.
- Det her vil jeg simpelthen ikke finde mig. Jeg vil ikke betale for at være i fare. Man kan jo ikke fokusere på trafikken, når man sidder og skriver sms’er, fortalte hun TV2 Østjylland om episoden.
Konsekvenser
Nu er der nyt i sagen. Flixbus har kigget på det billede, Gitte Luk har taget af chaufføren, der betjener sin telefon bag rattet, og undersøgt sagen.
Og det har fået konsekvenser: Den pågældende chauffør kører nu ikke længere bus for Flixbus.
Det oplyser Flixbus i en skriftlig kommentar til TV2 Østjylland.
- Vi tager den seneste hændelse meget alvorligt og kan meddele, at den pågældende chauffør ikke længere kører for Flix. Vores højeste prioritet er sikkerhed ombord, oplyser selskabet.
LÆS OGSÅ:
Er glad
Gitte Luk fortæller, at hun er glad for, at Flixbus har taget hendes henvendelse alvorligt.
Men hun håber, det ikke bare er en lappeløsning, men at der bliver kigget generelt på sikkerheden.
- Som udgangspunkt var jeg ikke ude på at få nogen fyret, men at pege på et generelt sikkerhedsproblem hos Flixbus. Det er udmærket, at der bliver handlet på det, men jeg håber ikke, det er en symbolhandling, hvor man bare fyrer en mand og så håber, det kan lukke munden på mig og andre passagerer, siger Gitte Luk og tilføjer:
- For hvis de mange ligende beskrivelser på Trustpilot og i kommentarspor står til troende, er der tale om et mere generelt problem - og det er det, jeg håber, der bliver taget fat på, siger hun.
Opfordrer passagerer til at kontakte selskabet
Det har ikke været muligt at få et interview med Flixbus, men selskabet opfordrer i den skriftlige kommentar andre passagerer, der måtte have oplevet noget lignende, til at kontakte selskabets kundeservice.
- Hvis der er yderligere tilfælde, hvor chauffører har brudt vores sikkerhedsregler, beder vi berørte passagerer kontakte kundeservice. Vi vil undersøge hver enkelt sag. Vi understreger, at det er strengt forbudt at bruge mobiltelefon under kørslen.