Nu har Arne søgt om Arne-pension
Bryggeriarbejder Arne Juhl har søgt om retten til at gå på tidlig pension. Og nu er beslutningen om at stoppe på arbejdsmarkedet 99 procent truffet, siger han
Citathistorie: Fagbladet 3F
Nu er der ikke ret mange dage til, at de første danskere kan gå på tidlig pension. Manden, hvis navn hurtigt blev synonymt med tidlig pension, bryggeriarbejderen Arne Juhl, kommer dog selv til at vente et par år endnu.
Men ansøgningen blev sendt afsted i august. Og svaret fra myndighederne kom hurtigt, skriver Fagbladet 3F.
- Der gik en 8-10 dage, så var der svar. Jeg fik 44,1 års anciennitet, fortæller han.
Dermed får Arne Juhl fuld ret til tidlig pension, det vil sige tre år.
Og han har tænkt sig at gøre brug af den
- Det er i hvert fald 99 procent besluttet, at jeg stopper 1. februar 2024. Hvis efterlønnen ikke var blevet ødelagt, så var jeg stoppet og gået på efterløn sidste år som 60-årig, efter mit 40 års jubilæum, fortæller han.
To forskellige muligheder
I dag er efterlønnen ved at blive trappet ned til tre år før folkepensionsalderen. Tidligere kunne man få efterløn i fem år, og pensionsalderen var lavere.
Desuden er modregningen i efterlønnen for arbejdsmarkedspension blevet hårdere.
Arne Juhl vil i virkeligheden kunne vælge mellem de to ordninger, men tidlig pension ser ud til at være økonomisk bedst for ham.
Han startede på arbejdsmarkedet, da han var 16 år. Nu har han arbejdet i over 44 år, og kommer til at klare et par år mere. Men efter at have fået fjernet noget af den venstre lunge på grund af kræft og udskiftning af et knæ, så er hans helbred ikke helt i top.
Ikke glad for borgerlig politik
Der bliver snakket om tidlig pension på arbejdspladsen – bryggeriet Fuglsang i Haderslev – og Arne Juhl følger engageret med i debatten om den nye pensionsordning.
Han er ikke tilfreds med, at nogle borgerlige politikere vil af med tidlig pension, allerede før den er kommet i gang.
- Man må da bare håbe, at de ikke kommer til magten. Tænk at de hellere vil give milliarder i skattelettelser. De siger, at der ikke er hænder nok, men så må de jo uddanne dem, der mangler et arbejde, mener Arne Juhl og tilføjer:
- Virksomhederne må også selv tage et ansvar og uddanne nogle flere lærlinge.
En tur i A-kassen
Nu står Arne Juhl ligesom over 40.000 andre 3F-medlemmer, der er med i efterlønsordningen, og skal finde ud af, om han skal have sine efterlønspenge udbetalt skattefrit i første halvår 2022.
- Jeg skal finde ud af, hvad der betaler sig bedst. Hvad der sker med pengene, hvis jeg venter. Så derfor regner jeg med, at jeg skal have snakket med a-kassen, siger han.
Det er fra 1. januar og et halvt år frem, at der bliver mulighed for at få de penge, man har indbetalt til efterlønsordningen, udbetalt skattefrit. Det sker netop på grund af indførelsen af tidlig pension, som ændrer tilbagetrækningsvilkårene for mange mennesker.