Nu er det 16 dage siden
DMI's meteorolog tør godt at gætte på, at marts 2022 ender i top-10 over de tørreste marts måneder nogensinde
Mandag er det 16 dage siden, at der sidst faldt regn i Danmark.
Og den tørre tendens ser ud til at fortsætte i denne uge.
Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Frank Nielsen tidligt mandag morgen.
- Det er meget tørt derude i de øverste jordlag. Det er, fordi at vi ikke har fået noget regn siden den 26. februar. Og da vi heller ikke får ret meget regn i denne her uge, så kan det ende med at blive en meget tør måned, siger han.
Ender i top-10
Frank Nielsen tør således godt at spå, at marts 2022 ender i top-10 over de tørreste marts måneder nogensinde.
Den tørreste marts, der nogensinde er registreret af DMI, var i 1918 og 1969, hvor der begge gange faldt syv millimeter i løbet af de 31 dage.
Den vådeste marts var i 2019, hvor der faldt hele 106 millimeter.
- Intet er afgjort endnu, men det kunne godt gå hen og smage lidt af en rekord i år, siger Frank Nielsen.
Statistisk set er marts en af de tørreste forårsmåneder.
-Det bliver ikke meget
Ser man på den kommende uges vejr kan der ifølge Frank Nielsen falde lidt regn mandag aften og natten til tirsdag og igen på torsdag.
Men det bliver ikke meget, understreger han.
Mandag vil ifølge meteorologen føles som en positiv oplevelse for de fleste med sol og op til 11 graders varme.
Skifte på vej
Herefter sker der et skifte, og der kommer nogle svage fronter ind fra vest med nogle skyer og lidt småregn.
- Det vil sætte sit præg på vejret især tirsdag, onsdag og torsdag, hvor der kommer lidt mere fugt i luften, og vi kan måske også få lidt tåge, siger Frank Nielsen.
- Når vi kommer hen til fredag, ser det ud til, at vejret igen bliver stabilt og med masser af sol, tilføjer han.
De fleste dage i denne uge vil dagtemperaturerne ligge på mellem 8 og 12 grader. Onsdag ser det ud til at blive varmest.