Nationalbanken sætter også renten ned
Nationalbanken følger i fodsporene på Den Europæiske Centralbank og sænker sine renter med 0,25 procentpoint
Helt som ventet har Nationalbanken kopieret Den Europæiske Centralbanks rentenedsættelse torsdag og har også sænket sine rentesatser med 0,25 procentpoint.
Dermed er indskudsbevisrenten nu 3,1 procent, mens udlånsrenten er 3,25 procent.
Den såkaldte foliorente og diskontoen er også 3,1 procent.
Anden gang i år
Det er anden gang i år, at Nationalbanken sænker renten. Det skete også i juni, hvor renten for første gang blev sat ned efter otte rentestigninger i træk.
Nationalbanken plejer at følge trop, når Den Europæiske Centralbank ændrer på renten. Det skyldes, at kronen som følge af fastkurspolitikken er bundet til euroen, og derfor er renterne nødt til at følges nogenlunde ad.
- Det er kun, hvis kronen er blevet for stærk eller svag, at Nationalbanken afviger fra den pengepolitiske kurs som bliver udstukket fra ECB, siger Allan Sørensen, der er cheføkonom i Dansk Industri.
Forventer flere rentesænkninger
Han forventer, at der er flere rentesænkninger på vej, selv om de ikke vil komme i samme tempo, som da renten steg.
Det er særligt boligejere med variabel rente og kort rentebinding, der vil få glæde af rentenedsættelsen.
- De fleste boligejere med den helt korte og halvårlige rentebinding med lånet F-kort fik en lavere rente allerede ved fastsættelsen før sommerferien.
Gælder fra i morgen
- Den næste rentefastsættelse sker til nytår, og her er der udsigt til, at renten kommer endnu længere ned, skriver Arbejdernes Landsbanks cheføkonom, Jeppe Juul Borre, i en kommentar.
Rentenedsættelsen har virkning fra i morgen, fredag 13. september.