Nægter at gå på kompromis
Da Jaap De Hoop Scheffer var Nato-leder i 2008, stod Ukraine også højt på dagsordenen. Heller ikke dengang var tiden til kompromis, siger den 75-årige Scheffer
- Et lands ret til frit at vælge sine sikkerhedsallierede er et vigtigt princip. Det er et princip, som vi ikke vil gå på kompromis med.
Det er ord, som lige så godt kunne være sagt i dag af Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, om Ukraines ønske om at komme med i Nato.
Udtalelsen er imidlertid fra den 13. oktober 2008 og sagt af den daværende generalsekretær for Nato, hollænderen Jaap De Hoop Scheffer.
Dengang handlede det også om Ukraine, der tilnærmede sig Nato, mens Rusland advarede mod udvidelse mod øst.
Fra sidelinjen
Nu har russerne sat magt bag kravet om at holde Vesten væk fra Ruslands grænser - og Ukraine tæt på Rusland - og Scheffer følger stadig med i udviklingen - nu fra sidelinjen.
Han fylder 75 år den 3. april og har ikke været generalsekretær for Nato siden 2009, da Anders Fogh Rasmussen overtog posten.
Scheffer bliver dog stadig spurgt om sit syn på situationen.
Som i juni i fjor, da den amerikanske tænketank Atlantic Council havde indkaldt fire tidligere Nato-generalsekretærer, herunder Scheffer, til at drøfte krigen i Ukraine.
Vil koste Rusland dyrt
Scheffer sagde blandt andet, at det vil koste Rusland dyrt at angribe Nato.
- Han (Ruslands præsident, Vladimir Putin red.) vil opdage, at hvis han sætter en tå på Nato-territorium, så er han i store, store problemer.
I januar 2022 omkring en måned før Ruslands angreb på Ukraine blev Scheffer interviewet af Financial Times. Her blev han spurgt, om den eskalerende krise havde afsæt i, at Nato under hans ledelse i 2008 erklærede, at Ukraine en dag bliver medlem af Nato.
Det afviste Scheffer, der i stedet kastede sig ud i en karakteristik af Putin.
- Det er en fyr, hvis verden faldt fra hinanden i 1989, sagde han og henviste til det år, hvor Østblokken kollapsede.
- Han vil have sit imperium tilbage.
Har ballast
Det meste af Scheffers voksenliv har centreret sig om internationale forhold, så han har noget ballast.
Han læste jura på Leiden Universitet og var siden officer i det hollandske flyvevåben i to år.
I 1976 blev han embedsmand og senere diplomat i Hollands udenrigsministerium. I 1986 blev han valgt ind i parlamentet og blev siden leder af De Kristelige Demokrater (CDA).
Synger og ser franske film
I 2002 blev han Hollands udenrigsminister, men forlod posten, da han blev Natos generalsekretær.
Scheffer bruger blandt andet sin fritid på at synge, og så elsker han franske film.
Han er gift og har to døtre.