Nåede bunden inden han indtog toppen

Søren Gade måtte forlade posten som forsvarsminister efter en møgsag

Offentliggjort Sidst opdateret

Venstreveteranen Søren Gade vendte ved valget i november tilbage til Folketinget efter næsten fire år i EU-Parlamentet.

Det var Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, der havde bedt den tidligere stemmesluger stille op til Folketinget for at hjælpe partiet med at få så mange stemmer som muligt.

Men Gade, som fylder 60 år den 27. januar, blev selv en smule skuffet over, at han kun fik knap 18.000 stemmer i sin opstillingskreds i Vestjylland.

Til sammenligning fik han med 28.916 stemmer femteflest personlige stemmer af alle ved folketingsvalget i 2015 og 201.696 personlige stemmer ved europaparlamentsvalget i 2019.

Døtre betyder alt

Søren Gade er født i Holstebro, som også ligger i Vestjylland. Efter gymnasiet blev han soldat ved Jydske Dragonregiment, og i en årrække blev militæret hans levevej.

Søren Gade er far til to piger. Hans kone døde i 2008 efter flere års kræftsygdom, da hans døtre var 16 og 18 år.

Han har i interview fortalt, at det netop var hans døtre, som fik ham til at fortsætte med at stå op om morgenen.

Det var også dem, som pressede på for, at han skulle passe på sig selv og tabe sig, har han fortalt i flere interview.

Handlekraft

Søren Gade har siddet i Folketinget i samlet 12 år. Han blev første gang valgt ind i 2001, og i 2004 blev han forsvarsminister.

Meget hurtigt blev han en populær minister både i regeringstoppen og i Forsvaret, hvor han blev rost for sin handlekraft. Det vakte også respekt, at han som minister deltog i dræbte soldaters begravelser.

Men i 2009 ramte den såkaldte jægerbogssag, hvor Forsvaret forsøgte at få bremset udgivelsen af bogen "Jæger - i krig med eliten". Årsagen var, at Forsvaret mente, at bogen kunne true danske soldaters sikkerhed.

Efterfølgende dukkede en arabisk oversættelse op på internettet. Men den viste sig at komme fra Forsvaret selv.

Svær beslutning

I DR2-programmet "Ugen med Clement" blev Søren Gade spurgt, hvem det ville få konsekvenser for, hvis oversættelsen kom fra Forsvaret.

– Far her. Jeg er jo direktøren for det hele, sagde Gade, mens han fløjtede og pegede på sig selv.

I februar 2010 måtte han stoppe som forsvarsminister på grund af den "vigende tillid", som han selv formulerede det. Han forlod også Folketinget.

I et interview med Kristeligt Dagblad har han efterfølgende fortalt, at det var en svær beslutning.

100 i timen ind i en mur

- Det var som at køre med 100 kilometer i timen ind i en mur. Jeg skulle arbejde med mig selv på alle planer og finde ud af, at jeg var andet end minister, sagde han til avisen.

Efter fem år vendte han tilbage til Christiansborg ved valget i juni 2015 og nu igen i 2022.

Denne gang har comebacket i Folketinget resulteret i, at Søren Gade er blevet valgt som ny formand for Folketinget.

Formanden for Folketinget, Søren Gade, ses her, da nyvalgte folketingsmedlemmer i Fællessalen på Christiansbrg i november sidste år skrev under på en erklæring om at ville overholde grundloven. Den 27. januar fylder Søren Gade 60 år.
Formanden for Folketinget, Søren Gade, ses her, da nyvalgte folketingsmedlemmer i Fællessalen på Christiansbrg i november sidste år skrev under på en erklæring om at ville overholde grundloven. Den 27. januar fylder Søren Gade 60 år.
Powered by Labrador CMS