Mystisk: Vi er mere syge nu
Sygefraværet i det offentlige er steget
Danskerne tager flere sygedage fra deres arbejde end i årene før coronapandemien.
Det viser en analyse fra Dansk Erhverv, der har gransket udviklingen i danskernes sygefravær fra 2019 til 2023 på baggrund af tal fra Danmarks Statistik.
I det offentlige er sygefraværet steget med 2,4 dage i gennemsnit per fuldtidsansat i perioden.
Det betyder, at det gennemsnitlige antal sygefraværsdage lyder på 14,1 per ansat på de offentlige arbejdspladser.
Blandt virksomheder og organisationer på det private arbejdsmarked er stigningen på 1,3 sygefraværsdage i gennemsnit per fuldtidsansat.
Meget højere
Det gennemsnitlige antal sygefraværsdage er dermed oppe på 8,2 i det private.
Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, ser et stort potentiale for arbejdsmarkedet i Danmark, hvis sygefraværet kan bringes tilbage til 2019-niveau.
Han vurderer, at de offentlige arbejdspladser kan lære noget af de private.
- Der er samlet set et markant højere sygefravær i den offentlige sektor end blandt virksomhederne. Det kan til dels forklares med, at jobfunktioner som for eksempel omsorgsarbejde, der generelt har et højt sygefravær, udgør en større del af den offentlige sektor.
- Men selv når vi ser på sammenlignelige jobfunktioner, er der et højere sygefravær i den offentlige sektor end i den private, siger Brian Mikkelsen til Dansk Erhvervs hjemmeside.
Ingen årsag
Analysen peger ikke på konkrete årsager til stigningen. Der er ingen tendenser, når man ser på aldersgrupper eller køn, konkluderes det.
Stigningen i sygefravær i det offentlige fra 2019 til 2023 svarer ifølge Dansk Erhverv til 6600 fuldtidsansatte personer, mens stigningen i det private svarer til 6800 årsværk.
I alt er stigningen på 14.400 sygefraværsdage fra 2019 til 2023.
Af analysen fremgår det, at sygefraværet lå nogenlunde stabilt fra 2011 til 2020. Det største antal sygefraværsdage blev registeret i 2022. I 2023 faldt sygefraværet en anelse.