Mystik: Ingen ved hvorfor de dør
På 13 år er antallet af nedlagte rådyr i den danske natur faldet med 42 procent, uden at forskere ved hvorfor
Bestanden af rådyr i Danmark er på mystisk vis næsten halveret de seneste 13 år, skriver Avisen Danmark.
Der er tale om et fald på 42 procent i perioden fra 2009 og frem til sidste år.
Opgørelsen er baseret på jægernes indberetninger af nedlagt vildt.
Forskerne kender ikke årsagen til faldet i rådyrbestanden, men man formoder, at det kan hænge sammen med sygdom og faldende økologisk bæreevne.
- Meget voldsomt
På Fyn blev der et enkelt år registreret et fald på 23 procent i bestanden af rådyr.
Det er en meget markant nedgang, lyder det fra professor ved Nationalt Center for Miljø og Energi Peter Sunde.
- Det er et meget voldsomt tal for et enkelt år, som tyder på pludselig forøget dødelighed, for eksempel et sygdomsangreb af en slags, som der var rapporter om samtidigt.
- Veterinærer har forsøgt at finde forklaringer på disse sygdomsudbrud, men endnu uden held, siger Peter Sunde til Avisen Danmark.
Bekræfter tilbagegang
En anden mulig forklaring på nedgangen kan ifølge professoren være et ændret fødegrundlag for rådyrene.
Hvis et landbrugsområde skifter fra eksempelvis roer til majs, kan det forringe fødegrundlaget for rådyr.
Hos Danmarks Jægerforbund bekræfter formand Claus Lind Christensen tilbagegangen for råvildtet.
- Det er noget vi ser over hele landet i varierende grad, siger han til Ritzau.
Ærgrer sig
Han ærgrer sig over, at bestanden tilsyneladende skrumper.
- Råvildt er en nøgleart og betyder meget for jægerne og for befolkningen. Så vi følger sådan et fald i bestanden med stor opmærksomhed.
Jægerformanden har ikke et bud på en forklaring på tilbagegangen og ser et behov for en nærmere analyse af årsagerne.
I 2012 genindvandrede ulven til Danmark. Men det kan ifølge professor Peter Sunde ikke være forklaringen på de færre rådyr.
Unikt for Danmark
Han henviser til, at der ikke er konstateret ulve på Fyn, som alligevel har haft et fald i rådyrbestanden siden 1996.
Tendensen med færre rådyr ses ikke i Sydnorge, Sydsverige og Nordtyskland, viser en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi.
Selv om antallet af rådyr tilsyneladende går tilbage, betyder det ifølge Peter Sunde ikke, at rådyr er truet på eksistensen herhjemme.
- Rådyr er på ingen måde truet. Der er i hvert fald over en kvart million rådyr, og der er også stadig jagttid på rådyr, siger han til Ritzau.