Musikken hjalp ham ud af svær tid
Musik vil altid være fundamentet for Kaare Norge, men kunsten er dog begyndt at fylde mere, og i dag kalder han det en sidekarriere. 12. juli fylder han 60
Guitaren og den klassiske musik er det, de fleste kender Kaare Norge for. Men det er ikke kun en guitar, man kan finde i musikerens hånd.
Billedkunsten ligger også musikeren nær, og når guitaren lægges væk, overtager penslen pladsen i Kaare Norges hånd.
Onsdag den 12. juli fylder musikeren og billedkunstneren 60 år.
Fylder mere og mere
Musikken er fundamentet i Kaare Norges liv og det, der har skabt ham.
Gennem årene er billedkunsten også langsomt begyndt at fylde mere og mere.
For 20 år siden begyndte han også at udstille sine værker, og siden da har det udviklet sig.
Han holder dog fast i, at musikken stadig er hans hovederhverv.
Kaare Norge har mødt nogle bump på vejen i livet. Han har tidligere kæmpet med angst efter et overfald i 2004.
Ikke helt sig selv
- Her hjalp billedkunsten. Det var egentlig lidt en form for terapi. Jeg brugte maleriet til at flytte fokus væk fra angsten, siger han.
For omkring ti år siden kæmpede musikeren også med et alkoholmisbrug over 2,5 år.
Han spillede stadig musik i perioden, men fortæller, at det mest af alt kørte på rutinen og handlede om ren og skær overlevelse. Man er jo ikke helt sig selv.
- Jeg fik godt nok lidt hjælp til det fra en alkoholbehandler, men jeg formåede selv at trykke på knappen og sige stop, siger Kaare Norge.
Glæde af livet
Marts 2016 var sidste gang, at Kaare Norge rørte alkohol.
- Jeg troede, at jeg ville komme ud til en rigtig kedelig tilværelse, men det viste sig at være fuldstændig omvendt. Jeg fik meget mere lyst til at arbejde og havde meget større glæde af livet end før, siger han.
Den dag i dag kalder Kaare Norge sin billedkunst for en sidekarriere.
Han er begyndt at kombinere musikken og kunsten med udstillingskoncerter, hvor han tager sine billeder med rundt i landet til koncerterne.
Produceret i hans værksted
Både musikken og kunsten bliver produceret i Kaare Norges værksted, hvor han også bor, i Mårslet ved Aarhus.
Han fejrer fødselsdagen med at udgive en ny single. Derudover fortæller han, at aftenen skal bruges på en god middag med de nærmeste venner.