Museumsdirektør beskyldt for sexisme og trusler
Hjemsendt leder fratræder sin stilling på kunstmuseum efter klager om trusler, manipulation og sexisme
En leder på kunstmuseet Arken på Sjælland fratræder sin stilling, efter at tyve medarbejdere har klaget over et "psykisk terroriserende" arbejdsmiljø.
Tirsdag blev vedkommende hjemsendt, men nu fratræder lederen sin stilling.
- Den pågældende fratræder efter gensidig aftale sin stilling på Arken den 31. marts 2022, siger direktør Christian Gether i en skriftlig udtalelse til Jyllands-Posten.
Han afviser at udtale sig om, hvad begrundelsen til fratrædelsen er.
- Jeg kan ikke udtale mig om nogen medarbejderes ansættelses- eller fratrædelsesvilkår, skriver han.
Han oplyser desuden, at man vil indføre en whistleblowerordning, ugentlige fællesmøder for hele museet, som vil blive streamet, og psykologhjælp til medarbejdere.
Tidligere på ugen rettede en større gruppe medarbejdere hård kritik af arbejdsklimaet på museet Arken i Ishøj nær København.
- Vi oplever en alvorlig grad af stress og en konstant frygtkultur blandt os medarbejdere, der er forårsaget af krænkende adfærd, grænseoverskridende handlinger og magtmisbrug, lød det i brevet.
Brev fra anonyme medarbejdere
Det er 20 anonyme medarbejdere, som står bag brevet, der er sendt til museets bestyrelse og ledelse.
Brevet omhandler særligt en enkelt leder. Jyllands-Posten har været i kontakt med lederen, som ikke ønsker at kommentere sagen.
Arken er et af de museer, der trækker flest gæster i Danmark.
Sidste år havde museet 274.000 besøgende. Det var det sjettehøjeste i landet.
Ifølge Jyllands-Posten er det en personalesag, som er skyld i oprøret.
Det er blusset op, efter en kunstfaglig chef er blevet fyret.
Uro i Aros
Tidligere på året gik Aros' direktør Erlend Høyersten.
Fratrædelsen skete som følge af en undersøgelse af arbejdsmiljøet på Aeo.
Undersøgelsen, der blev foretaget af konsulentfirmaet Crecea, konkluderede, at der har været organisationsmæssige og ledelsesmæssige problemer.
Derudover har der forekommet krænkelser, konkluderede konsulentfirmaet.