Mor og datter i livsfare
I uge 27 havde livreddere seks livreddende aktioner, hvor det blev vurderet, at personer var i livsfare
Landets kystlivreddere har travlt på de danske strande i disse uger.
Og i den seneste uge måtte livreddere rykke ud i seks livreddende aktioner, hvor det blev vurderet, at en eller flere personer var i livsfare.
Blandt andet da en mor og datter forsøgte at svømme mod land uden succes efter at være faldet af en luftmadras, og da en 13-årig pige uden vest og alene på et board ikke ved egen kraft kunne komme ind til land.
Det oplyser Trygfondens Kystlivredning i en pressemeddelelse.
Farlig fralandsvind
Det er særligt i tilfælde, hvor der er fralandsvind, at folk kommer i nød. Det siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i Trygfonden Kystlivredning.
- Folk bliver ofte overraskede af fralandsvinden. Når de er inde på land, virker vandet roligt og fladt, men så snart de kommer bare lidt ud, virker deres krop som et stort sejl, og så går det stærkt, når de befinder sig på for eksempelvis en luftmadras eller et SUP-board.
- Pludselig er de så langt ude, at de ikke er i stand til at komme ind igen på egen hånd, og så kan det blive rigtig farligt - især hvis man ikke har vest på og måske ovenikøbet kommer væk fra sit board eller madras, siger han.
Bad her
Livredderne opfordrer til, at man bader i de områder, hvor der er livreddertårne og på tidspunkter, hvor der bliver holdt øje. Derudover bør man straks kontakte livredderne, hvis man ser nogen, der er i nød.
- Er man på stranden og ser nogen i problemer, kan en naturlig reaktion være selv at kaste sig i vandet for at komme personen til undsætning.
- Men har man ikke de rigtige forudsætninger, risikerer man at gøre en farlig situation værre og pludselig have to personer i potentiel drukningsfare i stedet for én, siger Anders Myrhøj.
Meget travlt
I uge 27 var livreddere i hele landet ude ved seks livreddende aktioner, 150 førstehjælpsaktioner, 355 forebyggende aktioner og 6963 oplysende indsatser.