MobilePay med vild melding

Der blev via betalingstjenesten MobilePay købt varer for 1,2 milliarder kroner - 32 procent mere end i 2023

Offentliggjort Sidst opdateret

Der blev på årets black friday købt varer for 1,2 milliarder kroner via betalingstjenesten MobilePay.

Det skriver Vipps, der er selskabet bag tjenesten, i en pressemeddelelse.

Stor købelyst

Beløbet er 32 procent højere end i 2023 og det hidtil højeste for black friday hos MobilePay, fremgår det.

Den store købslyst hænger formentlig sammen med, at black friday faldt sammen med lønningsdag, lyder det fra chef for e-handel hos MobilePay Casper Højgaard.

- Hos MobilePay var vi forberedte på, at black friday ville blive en travl dag, men aktiviteten viste sig at overgå vores forventninger ganske meget, især set i forhold til, at vi også i ugen op til havde set en tocifret vækst.

Faldt sammen

- Det hænger formentlig sammen med lønningsdag og måske også, at mange danskere har vænnet sig til at lægge en stor del af deres julegaveindkøb denne dag, siger han.

Handlen toppede fredag mellem klokken 20 og 21, hvor der blev swipet 124.000 gange og handlet for 84 millioner kroner.

Tilbud hele ugen

De mest populære varekategorier er legetøj, elektronik, tøj, skønhedsprodukter og husholdningsudstyr.

Mange butikker har kørt med tilbud hele ugen under sloganet black week.

Når ugen er omme, vil salget blive opgjort for ugen som helhed, oplyser MobilePay.

Powered by Labrador CMS