Minus 17,5 grader
Det har været en meget kold nat
Det har været en vanvittig kold nat.
- Ved Haderslev blev der målt minus 17,5 grader, siger Klaus Larsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut, DMI, til Newsbreak.dk.
Den tørre og klare luft var med til at få temperaturerne helt ned og vende.
- Et sneklædt landskab og en knastør luft, siger Larsen om baggrunden for minusgraderne.
Ikke helt hvid
Det var tæt på, men det blev ikke til en hvid jul i Danmark i denne omgang.
Fredag klokken 16 var mellem 70 og 80 procent af landet dækket af mindst en halv centimeter sne.
Kravet er 90 procent.
- Nordjylland ville ikke helt med, siger vagtchefen.
Kold lørdag
Det kolde vejr fortsætter første juledag. Et par steder, blandt andet ved vestkysten, står der plus på termometeret.
- Ellers bliver det under frysepunktet mange steder, siger Klaus Larsen.
Der vil dog være masser af sol.
Natten bliver igen kold, måske lokalt ned til 10-12 minusgrader.
2. juledag bliver igen flot med masser af sol.
- Der kan falde et enkelt drys, siger Klaus Larsen.
Dagen starter dog med rimtåge, men klarer op i løbet af formiddagen.
- Men igen en pæn dag, siger Klaus Larsen.