Minister slår alarm

Minister kalder tal for digitale forstyrrelser i undervisningen alarmerende og vil have mobiler låst inde

Offentliggjort Sidst opdateret

Minister bekymret over digitale forstyrrelser i skolen

Over en tredjedel af eleverne i 6. og 8. klasse bliver distraheret af smartphones og computere i undervisningen, ifølge en undersøgelse fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Minister Mattias Tesfaye opfordrer til at begrænse brugen af digitale enheder og indføre strengere retningslinjer for at fremme koncentration og læring.


Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Mere end hver tredje elev i 6. og 8. klasse oplever at blive distraheret af smartphones eller computere i undervisningen.

Det viser tal fra det såkaldte grundskolepanel, som er nedsat af Børne- og Undervisningsministeriet, og det er ifølge minister på området Mattias Tesfaye (S) "virkelig alarmerende tal".

- Skolen skal ikke være en forlængelse af teenageværelset, siger han i en pressemeddelelse fra ministeriet.

- Lås mobilerne inde

Han opfordrer til at lade computeren blive i tasken og låse mobilerne inde i både undervisning og frikvarter.

- Og internettet bør begrænses af en firewall, der lukker ned for onlinespil, shopping, TikTok og alt det andet, som distraherer og forhindrer fordybelse, siger han i pressemeddelelsen.

Tesfaye peger på, at ministeriet før sommerferien udsendte nye skærmregler til skolerne. Og dem har de i høj grad fulgt. 84 procent af skolerne svarer, at de har indført retningslinjer for brug af smartphones.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) er bekymret over tal for forstyrrelser fra smartphones i undervisningen. (Arkivfoto).

Alligevel bliver eleverne altså forstyrret.

Sætter undersøgelse i gang

Tesfaye oplyser desuden, at han har bedt om endnu en undersøgelse af de digitale forstyrrelser. Den skal gennemføres i slutningen af indeværende skoleår.

Grundskolepanelet består af 237 grundskoler, som deltager i en undersøgelse, hvor ledere, lærere, pædagoger og elever på udvalgte folkeskoler og frie grundskoler svarer på en række spørgsmål.

I den aktuelle undersøgelse har de også svaret på, hvor ofte der anvendes digitale enheder til opgaveløsning. Her svarer 43 procent af eleverne, at de bruger digitale enheder i undervisningen i mere end tre timer i løbet af en normal skoledag.

Desuden oplever knap halvdelen af lærerne, at udvalget af analoge læremidler ikke er tilstrækkeligt.

Powered by Labrador CMS