Minister brugte falsk navn på kvittering
Fødevareminister Rasmus Prehn brugte falsk navn efter restaurantbesøg
Fødevareminister Rasmus Prehn (S) har brugt et falsk navn på en kvittering efter et restaurantbesøg.
Men han kan ikke forklare overfor Ekstra Bladet, der har søgt aktindsigt i bilagene, hvorfor han har brugt navnet på en journalist fra Nordjyske som medspiser ved restaurantbesøget, og skrevet journalistens navn bag på kvitteringen.
Restaurantbesøget fandt sted 10. juni 2020, og blev betalt af ministeriet.
Ekstra Bladet har spurgt journalist Søren Wormslev, om han var med ministeren på restauranten, og det benægter journalisten.
- Hvordan i alverden kan det ske, at du har skrevet Søren Wormslevs navn på dette her bilag?
- Jeg ved simpelthen ikke, hvad pokker der er sket. Nu har jeg skrevet nogle krusseduller på bagsiden, men det, der står på bilaget, det er en sekretær, der har skrevet det. Men hvad der er sket, det forstår jeg ikke. Og jeg var noget lang i ansigtet, da jeg fandt ud af det, siger ministeren, da Ekstra Bladet spørger ind til sagen.