70 år i dag:
Mikael Jarnvig er manden bag femdøgnsprognosen
Mikael Jarnvig har serveret vejrudsigten for danskerne i 36 år, men han blev meteorolog ved lidt af et tilfælde. Den 2. november fylder han 70 år
Da Mikael Jarnvig i 1971 var 16 år gammel, bladrede han gennem bogen "Hvad kan jeg blive".
Valget faldt på uddannelsen til meteorolog, og han kom igennem nåleøjet som elev på Meteorologisk Institut.
Da Jarnvig fem år senere var færdiguddannet meteorolog, lavede han vejrudsigter, hvor han tegnede vejrkort i hånden for at sende dem til DR, så de kunne komme i TV-Avisen.
I midten af 1980'erne arbejdede DR på at løfte det grafiske udtryk, når vejrudsigten skulle serveres.
Her kom Jarnvig fra Meteorologisk Institut med sine tanker og idéer for at gøre vejrudsigten mindre kedelig.
De skulle vise sig at holde ved helt frem til i dag.
Femdøgnsprognosen
Derfor troppede han op med et færdigt forslag om at præsentere vejret med en femdøgnsprognose.
Han brugte sit skoleskema fra skoletiden som inspiration.
- Så jeg satte dagene øverst og under det symboler for vejret med temperaturer og pile for vinden.
- Så kunne man i grove træk se, hvordan dagene blev. Det syntes jeg var genialt, har Jarnvig sagt til DR.
Tv-stationen tog idéerne til sig, og siden blev femdøgnsprognosen lanceret, når vejrudsigten rullede over tv-skærmen.
Og det gør den fortsat den dag i dag.
I 36 år
Forbindelsen til DR fortsatte, da Jarnvig i 1988 blev ansat til at formidle vejrudsigten i tv i stedet for tv-værten, der hidtil havde fortalt seerne, hvad der var i vente.
Siden dengang har han givet danskerne vejrudsigten i 36 år.
Fra 1988 til 1996 på DR, fra 1996 til 2003 på TV3, fra 2003 til 2013 på TV 2 Vejret og fra 2013 igen på DR.
Mikael Jarnvig har en baggrund som aktiv i pinsekirken, og hans kristne tro har ifølge ham selv bevæget sig mere og mere ind på arbejdslivet som meteorolog.
Han ser de igangværende klimaforandringer som et spørgsmål om næstekærlighed og det at tage ansvar for de kommende generationer.
De krydser hinanden
Jarnvig havde aldrig tænkt, at hans arbejdsliv og tro skulle få noget med hinanden at gøre.
- Men lige nu krydser de hinanden med et gigantisk brag.
- Kristendom er ikke bare teologisk og teoretisk - det er det også - men kristendom er først og fremmest den måde, vi behandler hinanden på, har han sagt til Jyllands-Posten.
Privat er Mikael Jarnvig gift med Heidi, og parret har sammen tre børn.