Michelin har kig på nyåbnet dansk restaurant
Flere danske restauranter følger spændt med, når de berømte michelinstjerner mandag uddeles i Turku i Finland
De eftertragtede michelinstjerner bliver mandag uddelt til de bedste restauranter i Norden, og flere danske restauranter følger spændt med.
Sidste år blev der uddelt 41 michelinstjerner til 29 danske restauranter.
I år finder uddelingen sted ved et arrangement i den finske by Turku.
Kun små justeringer
Ole Troelsø, der er formand for Danske Madanmeldere og anmelder på Børsen, forventer, at der kun vil være små justeringer i dette års uddelinger, men overordnet set vil billedet ikke rykke sig voldsomt i forhold til 2022.
- Gastronomien i Danmark står på et højdepunkt i øjeblikket blandt andet med opstigningen af Noma, og at vi har to trestjernede michelinrestauranter. Så vi står stærkt michelinstjernemæssigt i disse år, siger han.
Tre stjerner
Sidste år modtog Geranium og Noma som de eneste restauranter i Danmark tre stjerner.
På verdensplan kan 139 restauranter bryste sig af tre stjerner.
Ole Troelsø forventer, at både Noma og Geranium fastholder deres.
- Der er ikke nogen tegn på, at de skulle miste dem. Der er ikke sket noget, som gør, at de skulle rykkes ned. Det er de samme ejere, de samme køkkenchefer og det samme koncept, siger Troelsø.
- Det hele er sådan set, som det har været tidligere, så det er ikke mit indtryk, at de hverken er rykket i den ene eller anden retning.
Kan få en stjerne
Spørger man Troelsø, hvilken ny restaurant man skal holde øje med i år, peger han på en koreansk-inspireret restaurant i København.
- Restaurant Koan kunne meget vel få en stjerne, siger han.
Kristian Baumann er manden bag den forholdsvis nye restaurant Koan.
- Vi har kun været i gang med Koan siden 2020, siger Kristian Baumann.
- Det har været som pop up to forskellige steder og med takeaway under den anden nedlukning. Vi har ledt efter den perfekte lokation, som nu er endt ude på Langelinie.
Et enormt klap på skulderen
Restauranten slog dørene op for de nye lokaler på Langelinie i København i begyndelsen af 2023.
Hvis der skulle falde en stjerne i michelinguiden af til Koan, vil det ifølge Kristian Baumann være et enormt klap på skulderen for hele holdet.
- Jeg ved godt, at de har haft os lidt i kikkerten, og det er jeg dybt taknemmelig for.
- Men det er meget kort tid, vi har været i gang, så hvis der falder noget af til os, vil det være en overraskelse og kæmpe anerkendelse, siger Kristian Baumann.
-Vi følger med
På Langelinie vil blikket derfor selvsagt være rettet mod Turku i Finland mandag, når stjernerne uddeles.
- Selvfølgelig følger vi med, og så håber vi bare. Jeg håber generelt, at der kommer noget mere til Danmark som land og til vores gode kolleger i Norden, siger han.
- Det er altid godt, når der er flere restauranter, som kommer på kortet.