Michael mistede syn og lysten til at leve

- Vi var som drenge er flest: "Skal vi fyre en af?" Der var ingen af os, der anede, at det var en krysantemumbombe. Den var på størrelse med en håndbold, fortæller Michael Schacht Pedersen. 

Den 30. december 1998 var den værste dag i 46-årige Michael Schacht Pedersens liv. 

23 år senere er det årsdag for den skæbnesvangre fyrværkeriulykke, hvor han fik sprængt sit ansigt i stykker og mistede synet på begge øjne. 

- Det ene øjeblik sagde jeg: "Far, kan du ringe og sige, at jeg lige er sygemeldt i et par uger. Jeg er tilbage om 14 dage." Og i det næste øjeblik sagde jeg: "Far, jeg har ikke lyst til at leve mere. Jeg kan ikke håndtere det. Jeg vil gerne dø," fortæller Michael Schacht Pedersen til Newsbreak.dk. 

Pose med ulovligt fyrværkeri 

Michael Schacht Pedersen, som dengang var en ung mand å 23 år, og hans daværende kæreste var på besøg hos en kammerat dagen før nytårsaften tilbage i 1998.

Snakken faldt på planerne for nytårsaften. Michael og kæresten skulle til en stor nytårsaften, hvor det - paradoksalt nok - ikke var nytårskrudt men festen, hyggen og selskabet, der var i centrum.

Kammeraten havde andre planer. Han viste en pose frem med det krudt, han havde købt. 

- Min kammerat var ikke typen, der blot købte heksehyl til nytår. Jeg kunne godt se, at det ikke var lovligt. Der var ingen mærkater eller brugsanvisninger på fyrværkeriet, fortæller Michael Schacht Pedersen.

-Lige der gik den af

Gruppen af kammerater besluttede sig for at fyre et af de ulovlige bomberør af. 

- Jeg var den eneste, der havde en lighter, så jeg bukkede mig ned for at tænde det. Der skete ingenting, fortæller Michael Schacht Pedersen.

- Ham, der stod bag mig, sagde: "Michael, giv mig lighteren". Jeg rakte ham lighteren og rejste mig op. Og lige der... Der gik den af," fortsætter han. 

Det næste, som Michael Schacht Pedersen kan huske, er, at han vågnede op i en hospitalsseng fire-fem dage efter ulykken.

- Lægerne havde taget knogle fra min hofteskål og genskabt mit overkæbe. De havde givet mig en tube i halsen, så jeg ikke slugte min tunge. Jeg kunne ikke sige noget. Jeg var blind. Og jeg var fyldt med morfin, fortæller han. 

Michael Schacht Pedersen havde fået et mindre kraniebrud. Den yderste tredjedel af hvert øje var revet i stykker, og halvdelen af næsen var flået i stykker. Overkæben var knust, og hele ganen flækket på langs.

Det var hans far, der overbragte ham den tunge nyhed om, at han havde mistet synet. 

Hvad skal der blive af mig? 

Efter en måned blev Michael Schacht Pedersen udskrevet fra hospitalet og startede på genoptræning hos Instituttet for Blinde og Svagsynede.

Hvordan påvirkede det dig, at du var blevet blind?

- Det er svært at beskrive. Det var møgsvært. Hvad skal der blive af mig, tænkte jeg. Jeg tænkte på alt det, jeg ikke kunne. Alle begrænsningerne. Jeg kunne ikke køre bil, jeg kunne ikke spille fodbold og så videre, fortæller Michael Schacht Pedersen.

Sorg og succesoplevelser

I kølvandet på ulykken oplevede Michael Schacht Pedersen mange svære og mørke perioder i en årrække.

- Der var perioder med sorg og frustration og humørsvingninger, fortæller han. 

Men selv om han var blevet blind, ville han ikke acceptere, når folk sagde, at han var invalid. Det både provokerede og motiverede ham. 

- Efter et år som blind stod jeg på vandski. Jeg stod i tre kilometer uden at vælte. Det var en stor succesoplevelse. For hvis jeg kunne det, kunne jeg også alt mulig andet. Så kunne jeg også få en kæreste og tage en uddannelse, lyder det.

Efter to år påbegyndte Michael Schacht Pedersen en uddannelse. Siden han afsluttede uddannelsen, har han altid haft et fultidsjob. 

Nu har han minsandten startet sin egen virksomhed, som beskæftiger sig med salg og marketing. Og han er blevet forlovet med sin kæreste.