Michael fyret: Kæmper med at trække vejret

Efter at børnehaveleder Michael Preisler-Andersen har været syg med corona, har han haft så alvorlige senfølger, at han har måttet arbejde på nedsat tid. Det har nu fået konsekvenser

Børnehaveleder Michael Preisler-Andersen er blevet fyret af Københavns Kommune, fordi han endnu ikke er kommet sig helt, efter han i maj måned blev syg med corona.
Børnehaveleder Michael Preisler-Andersen er blevet fyret af Københavns Kommune, fordi han endnu ikke er kommet sig helt, efter han i maj måned blev syg med corona.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 LORRY

Det eneste, børnehaveleder Michael Preisler-Andersen ved med sikkerhed er, at han fra 31. december ikke længere skal møde på arbejde i Børnehuset Bodil på Amager efter et længere sygdomsforløb med covid-19.

Det skriver TV 2 Lorry.

Siden midten af maj har han ikke har kunnet passe sit arbejde på fuld tid. Ikke, fordi han ikke vil, men fordi han lider af alvorlige senfølger, efter at han i foråret var syg med corona.

Senfølgerne involverer åndenød og alvorlig træthed, og hverken han eller hans læge ved, hvornår det går væk igen. Derfor har han arbejdet på nedsat tid, siden han vendte tilbage til institutionen.

Nu har Københavns Kommune fyret Michael med disse ord:

'Omfanget af dit sygefravær kombineret med manglende udsigt og tillid til, at du snarligt vil være helbredsmæssigt i stand til at varetage dine arbejdsopgaver i fuldt omfang og med varighed, er ikke foreneligt med de driftsmæssige forhold i institutionen.'

'På baggrund af ovenstående afskediges du fra din stilling,' lyder det i fyresedlen, som TV 2 Lorry har set.

Uforstående og harm

Det efterlader Michael uforstående og harm:

- At jeg bare kan blive smidt ud på den her måde, selvom jeg går på arbejde, selvom jeg gør alt, hvad jeg kan, det forstår jeg simpelthen ikke. Kommunen ser på mig som om, jeg ikke vil på arbejde, men det vil jeg gerne. Jeg har gjort mit bedste, siger han om sagen til TV 2 Lorry.

Men lad os begynde i april 2021, hvor pandemien fik ram på Michael.

Han ved ikke med sikkerhed, hvor han har samlet smitten op, men han mistænker, at han er blevet smittet i forbindelse med, at han skulle køre sin datter på efterskole.

Fem uger med høj feber

I næsten fem uger lå Michael i sit hjem i Roskilde med høj feber ude af stand til at foretage sig noget som helst, fordi han også følte sig svimmel. En ambulance var også forbi for at se til ham, men de tog ham ikke med.

I midten af maj bliver Michael endelig raskmeldt, og han vender tilbage til sit arbejde som børnehaveleder.

Det går godt i begyndelsen.

- Pludselig begynder jeg at få åndenød, og jeg bliver meget træt. Jeg begynder at falde i søvn om eftermiddagen, og det har jeg aldrig gjort før, siger Michael, der også fortsat mærker svimmelhed.

Nogen gange vågner han også om natten, fordi han føler, at han bliver kvalt.

Lider af senfølger

Børnehavelederen går til sin læge, der konstaterer, at Michael lider af senfølger fra sit sygdomsforløb. Sammen bliver de enige om, at Michael skal arbejde på nedsat tid i børnehaven. 20 timer om ugen.

På anmodning fra sin leder, får han en såkaldt varighedserklæring. Den skal oplyse, hvor længe Michaels læge forventer, at han vil være syg med senfølger, og dermed hvor længe, han kun kan være på arbejde 20 timer om ugen.

Tre til seks måneder lyder vurderingen, men det er usikkert, siger Michaels læge. Ingen ved, hvor længe senfølger fra corona varer.

Kort tid efter, at Michael har givet varighedserklæringen videre, bliver han indkaldt til en samtale "af tjenstlig karakter," forklarer han til TV 2 Lorry. Til samtalen bliver han indstillet til afsked.

- Jeg tænkte, hvad er det, der sker her? Jeg har gjort det bedste, jeg kan, men det er stadig ikke godt nok. Jeg kunne forstå det, hvis jeg ikke havde været her, men det har jeg. Og personalet ved jo, at de bare kan ringe, som de altid har kunnet, siger Michael.

Involverer fagforening

Det får Michael til at involvere sin fagforening, Landsforeningen for Socialpædagoger, men selvom fagforeningen udtrykker sin klare modstand mod den påtænkte fyring af Michael, så holder kommunen fast.

24. september modtager Michael sin endelige fyreseddel i e-boks.

Det er uretfærdigt, at Michael mister sit job, mener Britt Petersen, der er formand for Landsforeningen for Socialpædagoger.

- Han har senfølger af corona, og der er ingen, der ved, hvor lang tid det varer, men det, der er helt særligt, er, at han har brugt de ressourcer, han har haft, til at gå på arbejde hver eneste dag. Ikke fuldtid, nej, men deltid, og det kunne han sagtens have fortsat med.

- Så jeg forstår ikke, at man vil afskedige en mand, som på den måde har vist sin loyalitet overfor Københavns Kommune og institutionen, siger Britt Petersen.

Bør tage bedre hånd om corona-sager

Britt Petersen forklarer, at hun har indblik i Michaels personalesag. Den viser, ifølge hende, ikke en historik med forudgående sygdomsforløb. Ikke før, han blev smittet med corona.

Formanden mener, at man generelt bør tage bedre hånd om de medarbejdere, der har været smittet med corona. Det skyldes, forklarer hun, smittens globale karakter, der betyder, at alle og enhver er i risiko for at blive smittet - og dermed i risiko for at få senfølger.

- Det sværeste at forstå, er, at man uforskyldt er en af dem, der bliver smittet, uforskyldt er en af dem, der får senfølger, og så er takken, efter at man har forsøgt at få sig selv af sted på arbejde hver dag, at man bliver fyret.

Landsforeningen for Socialpædagoger vil bede om yderligere forhandlinger med Københavns Kommune, siger Britt Petersen, selvom hun frygter, at det ikke vil ændre kommunens beslutning.

Spørgsmål til borgmesteren

TV 2 Lorry har spurgt borgmester i Børne- og Ungdomsforvaltning i København, Jesper Christensen (S) om han mener, at en fyring af en medarbejder med senfølger er den korrekte måde at tage sig af kommunens medarbejdere i kølvandet på en global pandemi.

TV-stationen har også spurgt borgmesteren, hvordan han i fremtiden ønsker, at kommunens medarbejdere, der har været syge med covid-19, og som har fået nedsat arbejdsevne efterfølgende, skal behandles.

Det har ikke været muligt at få et svar fra Jesper Christensen. I stedet har TV 2 Lorry modtaget et svar fra Centerchef for HR i Børne- og Ungdomsforvaltningen, Nina Hemmersam, der skriver:

'Vi kan ikke udtale os om en konkret personalesag, Men generelt kan vi sige, at der er store krav til vores pædagogiske ledere. Det er et meget krævende job og en stor opgave at være ansvarlig for små børns udvikling i et helt børnehus. I den forbindelse er børnenes tarv og medarbejdernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø det afgørende for os.'

'Vi griber kun til afskedigelse i situationer, hvor adfærd, kompetencer eller arbejdsevne ikke er foreneligt med kravene i jobbet. Det er altid en konkret og individuel vurdering inden for de gældende regler og retningslinjer.'

Powered by Labrador CMS