Mette Frederiksen indkalder til pressemøde
Onsdag klokken 16 vil regeringens topministre fortælle om tiltag til at styrke Danmarks forsvar de næste år
Regeringstoppen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen afholder onsdag klokken 16.00 pressemøde om styrkelse af Forsvarets kampkraft.
Det sker i Statsministeriet på Christiansborg, meddeler Statsministeriet i en pressemeddelelse.
Ud over statsministeren deltager også forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i pressemødet.
Møde med partiledere
Onsdag formiddag var partilederne fra de partier, som er med i forsvarsforliget, inviteret til møde i Statsministeriet.
Her blev de blandt andet orienteret om økonomien i den såkaldte fond, der i år og næste år skal sprede omkring 50 milliarder kroner ud over Danmarks forsvar.
Til stede var også den fungerende forsvarschef, Michael Hyldgaard.

Skal have større beføjelser
Regeringen ønsker at give forsvarschefen større beføjelser i fremtiden, end det har været tilfældet de seneste år.
Den nye oprustning af Forsvaret sker som en følge af truslen fra Rusland, som for snart tre år siden invaderede nabolandet Ukraine.
Det skyldes også, at USA's nytiltrådte præsident, Donald Trump, har været meget tydelig med, at de øvrige Nato-lande skal bruge flere penge på forsvar, end de gør i øjeblikket.