Mette F. under stort pres
Samlet opposition vil under Folketingets åbningsdebat kræve snarlige forhandlinger om pensionsalder
Et usædvanligt scenarie kommer torsdag til at udspille sig i Folketingssalen, når Folketingets åbningsdebat bliver afholdt fra klokken 9.
Her vil samtlige otte oppositionspartier nemlig forsøge at lægge pres på SVM-regeringen i sagen om fremtidens pensionsalder, som der er uenighed om internt i regeringen.
Ritzau erfarer - i lighed med andre medier - at oppositionspartierne vil fremlægge et forslag til vedtagelse, som skal pålægge regeringen, at den skal indkalde til forhandlinger om alderen for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet fremover.
Partierne ønsker, at regeringen snarest indkalder til forhandlingerne, og senest inden der næste år skal være afstemning om, hvorvidt pensionsalderen fra 2050 skal stige til 70 år.
Inger Støjberg læser op
Teksten skal læses op i Folketingssalen af formanden for Danmarksdemokraterne, Inger Støjberg.
Oppositionen ønsker med forslagsteksten at illustrere de interne uenigheder i regeringen, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) i august åbnede op for at genåbne Velfærdsaftalen fra 2006.