Melvin og Camilla rykker sammen

Til april indsamles der penge til Danmarks udsatte børn, når showet "Alle vores børn" løber af stablen på TV 2. Camilla Martin og Melvin Kakooza er værter

Offentliggjort Sidst opdateret

Når Røde Kors, Dansk Boldspil-Union (DBU), Fodboldfonden og TV 2 går sammen om indsamlingsshowet "Alle vores børn" til april, bliver det med sportsværten og tidligere badmintonstjerne Camilla Martin og komiker Melvin Kakooza i front.

Makkerparret rykker således sammen i den gode sags tjeneste. 

Det skriver TV 2 i en pressemeddelelse.

Lørdag den 15. april bliver indsamlingen afholdt, og showet bliver sendt live på TV 2 og TV 2 Play fra Herlev Hallerne.

Fokus vil være på udsathed blandt børnefamilier i Danmark. Det omfatter økonomiske udfordringer, fysisk eller psykisk sygdom og daglige bekymringer, der præger hverdagen.

Behov for støtte

Ifølge Røde Kors er behovet for økonomisk og social støtte blevet større grundet inflationen.

- Familierne fortæller os hjerteskærende historier om at være udsat for et ufatteligt stort pres på grund af en økonomi, der ikke rækker, siger Anders Ladekarl, generalsekretær i Røde Kors, i pressemeddelelsen.

- De familier, som i forvejen har kæmpet med at få enderne til at mødes, har fået det endnu sværere. Samtidig er de, som stod lige på grænsen til at få tingene til at hænge sammen, blevet skubbet ud over den grænse, advarer han.

Fornem opgave

Hos TV 2 anser man det for en fornem opgave at oplyse og samle danskerne om støtte til børn, der er udsatte.

- Ikke alle ved, hvad det vil sige at være et udsat barn i Danmark, og hvilke konsekvenser det kan medføre, og her kan vi gøre en forskel, siger TV 2's indholdsredaktør, Dorthe Thirstrup, i pressemeddelelsen.

- Det bliver en vigtig og samtidig festlig aften i børnenes tegn, hvor vi står sammen om at hjælpe børn, der lever med afsavn i hverdagen, siger hun.

Komikeren Melvin Kakooza og den tidligere danske badmintonstjerne Camilla Martin guider publikum og seere gennem aftenen ved indsamlingsshowet 'Alle vores børn', der sendes på TV 2 den 15. april. (PR-foto).
Komikeren Melvin Kakooza og den tidligere danske badmintonstjerne Camilla Martin guider publikum og seere gennem aftenen ved indsamlingsshowet "Alle vores børn", der sendes på TV 2 den 15. april. (PR-foto).

Syv indsatser

Indsamlingen går til syv definerede indsatser fra Røde Kors og Fodboldfonden fordelt over året.

Det er ikke første gang, at TV 2, Fodboldfonden og Røde Kors går sammen om et indsamlingsshow til udsatte børn. Det gjorde de også i 2021 under navnet "Alle vores børn - side om side", hvor Melvin Kakooza også dengang var vært.

Her blev der indsamlet over ni millioner kroner.

"Alle vores børn" bliver sendt live lørdag 15. april på TV 2 og TV 2 Play fra klokken 20.

Fodboldfonden, der også i 2021 stod bag indsamlingsshowet, er stiftet af målmandsprofilen Kasper Schmeichel, og hans hustru, Stine. - Alle børn har ret til en tryg barndom og opvækst præget af kærlighed, tillid og fællesskab, siger Stine Schmeichel i pressemeddelelsen. (PR-foto).
Fodboldfonden, der også i 2021 stod bag indsamlingsshowet, er stiftet af målmandsprofilen Kasper Schmeichel, og hans hustru, Stine. - Alle børn har ret til en tryg barndom og opvækst præget af kærlighed, tillid og fællesskab, siger Stine Schmeichel i pressemeddelelsen. (PR-foto).

RØDE KORS OM PROGRAMMET

Danmark er et rigt land. Alligevel vokser mindst 10 procent af alle børn i Danmark op i familier i udsatte positioner . De vokser op i familier præget af dårlig økonomi, psykiske og fysiske sund-hedsproblemer og manglende netværk.

Børnene oplever, at de har færre muligheder i deres familieliv og fritidsliv end deres venner. De står oftere end andre børn udenfor fællesskaber og må undvære meget af det, som andre børn i Danmark tager for givet. En julegave, en børnefødselsdag, muligheden for at gå til fritidsaktiviteter sammen med vennerne og en god ferie.

Under overskriften ’Alle vores børn’ går TV 2 og Røde Kors derfor igen i år sammen om at sætte fokus på udatte børn i Danmark - i december måned med et særligt fokus på julehjælpen. For julen står for døren. Lige nu mærker mange danskere, at pengene rækker til mindre og at julen bliver ekstra dyr. Men for de familier, der i forvejen har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, rammer prisstigningerne særligt hårdt, og julen kan blive en ekstra svær tid at komme igennem. Sidste år modtog 15.000 børnefamilier i Danmark Røde Kors’ julehjælp, og meget tyder på, at endnu flere familier vil være nødsaget til at søge julehjælp i år.

Kilde: Røde Kors
Powered by Labrador CMS