Melder ud om trafikkaos

DSB kører efter ændret plan på en række togstrækninger, mens adskillige færger er aflyst på grund af vejret

Offentliggjort Sidst opdateret

Stormen Malik påvirker trafikken både på land og til vands.

En række færgeafgange er aflyst på grund af det kraftige blæsevejr, som stormen, der ventes at ramme Danmark lørdag eftermiddag, vil føre med sig.

Færgeselskabet Scandlines har aflyst afgangene mellem Gedser og Rostock fra lørdag eftermiddag frem til søndag morgen, oplyser selskabet i en meddelelse. Den normale sejlplan ventes genoptaget søndag formiddag.

Læsøfærgen har aflyst afgange fra Læsø og Frederikshavn lørdag eftermiddag og søndag morgen.

Senere afgange søndag kan også blive aflyst.

Flere færger aflyst

Color Line har aflyst alle deres afgange lørdag mellem Hirtshals og Kristiansand i Norge samt mellem Hirtshals og Larvik i Norge.

- Vi aflyser på grund af vores vejrprognoser. Det kommer simpelthen til at blæse for meget, siger Henrik Renneberg, der er administrerende direktør for Color Line Danmark, ifølge B.T.

Molslinjen har også aflyst flere afgange på Samsølinjen mellem Kolby Kås på Samsø og Kalundborg på Sjælland.

En række af Molslinjens færgeafgange over Kattegat er også aflyst.

Både lørdag og søndag

De planlagte ture mellem Aarhus og Sjællands Odde lørdag aften og søndag morgen er aflyst, oplyser rederiet ifølge B.T.

Det gælder de to sene sejladser lørdag og de seks første søndag morgen og formiddag.

Lørdag er årsagen vinden.

Søndag er det en kombination af vind og kraftig højvande i Odden.

Det oplyses også, at flere afgange kan blive aflyst på grund af vejret.

Herunder ruten mellem Aarhus og Sjællands Odde.

Samsø Rederi har aflyst ti af weekendens afgange. Det gælder færgen mellem Aarhus og Sælvig og færgen mellem Hou og Sælvig.

DSB med ændret plan

Stormen rammer også trafik på landjorden.

DSB kører efter ændret plan på en række togstrækninger.

Skal man eksempelvis frem og tilbage mellem Aalborg Lufthavn og Aarhus er det vigtigt at være opmærksom på, at lyntogene på strækningen ikke stopper mellem de to destinationer.

Regionaltogene mellem Aarhus, Fredericia og Esbjerg kører heller ikke. I stedet kan man benytte sig af InterCity-togene.

Fra lørdag klokken 16 indstilles driften på syv lokaltogsstrækninger på Sjælland, oplyser trafikselskabet Movia i en pressemeddelelse.

Det gælder Hornbækbanen, Gribskovbanen, Nærumbanen, Lille Nord, Frederiksværkbanen, Odsherredsbanen og Tølløsebanen.

Man vil søndag morgen tage stilling til, om og hvornår driften på de syv berørte strækninger kan genoptages.

Biltrafikken ramt

Også biltrafikken vil blive ramt.

Blandt andet ventes Storebæltsbroen lukket på grund af kraftig vind fra klokken 22.00 lørdag aften til klokken 10.00 søndag.

Og på E45 Vejlefjordbroen frarådes vindfølsomme køretøjer at passere på grund af den kraftige blæst.

Det oplyser Vejdirektoratet lørdag formiddag.

På rute 9 Svendborgsundbroen frarådes vindfølsomme køretøjer også at passere på grund af blæst.

Sådan kan du sikre dit hus mod stormskader

Forsikringsoplysningen har en guide til, hvordan man bedst forhindrer skader på sit hus før og efter en storm.

* I god tid før stormen kan man:

- Tjekke, at der ikke er løse rygsten på tegl- og betontage.

- Tjekke, at hegn og plankeværker står ordentligt fast.

- Overveje at fælde store træer, der står tæt på huse - eller fjerne rådne eller løstsiddende grene.

* Når der er varslet storm kan man:

- Fjerne løse ting udenfor huset.

- Lukke porte, døre og vinduer.

- Undgå at parkere sin bil under et træ eller i nærheden af løse skraldespande.

* Efter stormen kan man:

- Dække ituslåede vinduer af med træplader eller plastik.

- Lukke huller i taget eller dække af med en presenning.

- Tag billeder eller video af det, der er ødelagt. Smid ikke ødelagte ting væk.

Kilde: Forsikringsoplysningen
Powered by Labrador CMS