Melder ud om ny test-strategi

I takt med, at færre borgere tager en PCR-test, vil myndighederne nedskalere testkapaciteten

Offentliggjort Sidst opdateret

Myndighederne nedskalerer testkapaciteten fra 200.000 til 140.000 daglige PCR-test.

Det skriver Styrelsen for Forsyningssikkerhed i en pressemeddelelse.

Nedskaleringen sker, fordi der den seneste uge i gennemsnit er blevet taget under 100.000 PCR-test om dagen.

Myndighederne indfører derudover en trappemodel, der gradvist kan nedskalere testkapaciteten.

- Vi ser allerede nu, at smitten er begyndt at falde i de områder, hvor der er tidligere var mest smitte. Den udvikling forventer vi fortsætter som følge af stigende immunitet og sæsoneffekt.

- Derfor bliver der formodentligt brug for færre test i foråret, udtaler Henrik Ullum, direktør i Statens Serum Institut (SSI) i pressemeddelelsen.

Myndighederne skruer nu ned for PCR-testkapaciteten.
Myndighederne skruer nu ned for PCR-testkapaciteten.

Faldende behov

Trappemodellen betyder eksempelvis, at når der i en periode i gennemsnit er blevet taget færre end 60.000 PCR-test, vil testkapaciteten blive nedjusteret til 100.000 daglige PCR-test.

- Vi er inde i en udvikling med et faldende behov for coronatest, og den nye model gør det nemmere at vide, hvornår der skrues ned for PCR-kapaciteten.

- Lige nu går vi heldigvis forventeligt mod lysere tider, men vi holder øje med udviklingen i epidemien, især frem mod efteråret og vinteren, siger direktør i Styrelsen for Forsyningssikkerhed Lisbet Zilmer-Johns.

BLÅ BOG HENRIK ULLUM

Henrik Ullum er dansk professor. Han blev 1. december 2020 udnævnt til direktør for Statens Serum Institut.

Henrik Ullum er ofte deltager i det panel af eksperter og politikere, som optræder i regeringens pressemøder om corona pandemien.

Henrik Ullum er født den 20. marts 1955 i Frederikssund. Han er uddannet læge på Københavns Universitet.

Før han blev direktør i Statens Serum Institut, arbejdede han som overlæge og professor på Klinisk Immunologisk Afdeling på Rigshospitalet og som formand for LVS, Lægevidenskabelige selskaber.

Henrik Ullum er gift og har fire børn. Han bor i Hillerød.

Kilde: Wikipedia, danske medier, Ugeskrift for Læger
Powered by Labrador CMS