Melder ud om dansk vaccinepligt
Nu står det klart
Det er udelukket at tage en diskussion om muligheden for at indføre vaccinepligt i Danmark.
Sådan er den klare melding fra partier på begge sider af regeringen, efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, onsdag sagde, at det er på tide at diskutere vaccinepligt i EU.
- Det er vi færdige med at diskutere, lyder det fra Venstres sundhedsordfører, Martin Geertsen.
- Vi har en høj vaccinetilslutning i Danmark, og der er meget høj tillid til de anbefalinger, myndighederne kommer med, så det ville være fuldstændig absurd at begynde at operere med den slags, siger han.
Giver bøde
I sidste uge besluttede Østrig som det første EU-land at indføre vaccinepligt fra 1. februar næste år.
Det betyder blandt andet ifølge flere medier, at østrigske statsborgere risikerer at få en bøde på op til 3600 euro, svarende til knap 27.000 kroner, hvis de ikke er vaccineret.
Nu overvejer Tyskland at følge trop. Tysklands kommende forbundskansler, socialdemokratiske Olaf Scholz, har sagt, at han går ind for vaccinepligt.
Ifølge Olaf Scholz kan det blive med virkning fra februar eller marts.
Frygter udvikling
Peder Hvelplund, som er sundhedsordfører for Enhedslisten, synes, at udviklingen er bekymrende.
- Jeg frygter sådan set, at det kommer til at virke kontraproduktivt i de lande, der indfører det, fordi det kommer til at grave grøfterne dybere, siger han.
I Danmark kan man få et gyldigt coronapas, hvis man er vaccineret, nytestet eller tidligere smittet.
Langt fra
Peder Hvelplund medgiver, at coronapasset formentligt er med til at få folk til at lade sig vaccinere, fordi det er lettere end at lade sig teste meget ofte.
- Men det afgørende er, at man ikke indfører det for at presse befolkningen, men for at sikre, at man har kontrol over epidemien, siger EL-ordføreren.
På et pressemøde i Statsministeriet onsdag aften lød det da også fra statsminister Mette Frederiksen, at Danmark er meget langt fra at indføre en decideret vaccinepligt.
Hun holder dog øje med diskussion.
- Vi ser selvfølgelig, hvad der sker i andre lande, men det er helt oprigtigt fra vores side, at vi allerhelst vil have, at det er det enkelte menneske, der træffer beslutningen, sagde hun.