Medina og Tessa slår sig sammen
To dronninger - den ene af pop, den anden af rap - forener sig, når Medina giver sit 15 år gamle nummer "Rick Ross" en efterfølger, der har Tessa med på beatet
Der er et musikalsk topmøde på vej ud i æteren.
Det er præcis 15 år siden, at popsangeren Medina udgav sit andet album, "Velkommen til Medina", som indeholdt nummeret "Rick Ross".
Nu får sangen en efterfølger, "Rick Ross Part 2", og her har Medina allieret sig med rapstjernen Tessa.
Bekræfter
Efter en række ledetråde delt på Instagram bekræfter Medina nu samarbejdet i et opslag delt på det sociale medie.
Også Tessa har delt nyheden.
- Queen Remix (dronninge-remix, red.), lyder det fra den hårdtslående hitmager.
Signatursange
Albummet "Velkommen til Medina" blev udgivet i 2009 og rummede Medinas signatursange som "Kun for mig", "Ensom" og "Vi to".
"Rick Ross" var også på pladen.
Men det er først nu - 15 år efter - at nummeret ifølge kulturmediet Soundvenue har fået opmærksomhed.
Med i Royal Arena
Det var også på setlisten, da Medina i foråret optrådte i Royal Arena i København.
Mens Medina fik sit helt store gennembrud i 2009 med udgivelsen af sit andet album, har Tessa været en del af den danske musikscene siden 2019.
Her entrerede hun med et brag med numrene "Snakker for meget", "Okay" og "Ben".