Medicinrester skader naturen

Den danske natur lider under medicinrester fra p-piller og antibiotika, siger brancheorganisation

Hormonforstyrrende stoffer fra p-piller kan påvirke fisk, hvis spildevandet ikke bliver renset ordentligt. Det advarer brancheorganisationen Danva om. (Arkivfoto)
Hormonforstyrrende stoffer fra p-piller kan påvirke fisk, hvis spildevandet ikke bliver renset ordentligt. Det advarer brancheorganisationen Danva om. (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Medicinrester fra antibiotika, p-piller eller antidepressive midler i spildevandet skader naturen og livet i den.

Det viser en ny rapport, skriver JydskeVestkysten.

Rapporten kommer fra Danva, der er brancheorganisationen for vandselskaber, og rådgivningsvirksomheden Cowi.

Problem i hjemmet

Henrik Rasmus Andersen, professor på Danmarks Tekniske Universitet, konstaterer, at vi i Danmark har koncentreret os om at rense spildevandet fra sygehuse.

- Men problemet er, at de fleste patienter tager medicinen derhjemme. Dermed stammer kun omkring fire til seks procent af udledningen af medicinrester i spildevand fra hospitalerne, siger han til mediet.

Prioritering

Danva mener, at der bør laves en national liste over lægemidler, som myndighederne bør holde øje med.

Vandselskaberne frygter, det kan ende med at blive et spørgsmål om prioritering i de enkelte kommuner, hvor nogle vil rense vandet for medicin-rester og andre ikke vil gøre det.

Påvirke reproduktion 

Det skader i sidste ende naturen og dyrene i den, fremgår det af rapporten.

Eksempelvis kan hormonforstyrrende stoffer fra p-piller påvirke hanfisk til at skifte kønskarakteristika og påvirke deres evne til reproduktion

Desuden er antibiotika giftig for alger, skriver JydskeVestkysten.

Spildevand

Spildevandet kommer fra husholdninger, industrier, erhvervsvirksomheder og institutioner. Spildevandet renses i renseanlæg, så forurenende stoffer nedbrydes og fjernes i en grad, så de ikke kan skade omgivelserne. Det rensede spildevand udledes enten til vandløb, søer, havet eller nedsives i jorden.

Kilde: Miljøministeriet
Powered by Labrador CMS