Margrethe taler om familiekrisen
Kongehusekspert mener, at konflikten med Joachim vil sandsynligvis blive berørt i nytårstalen.
2022 har været et usædvanligt år i det danske kongehus. Store fester i anledning af dronningens 50-års regentjubilæum - men også en konflikt i familien - har ryddet forsider og givet gule breakingbjælker på tv.
For knap var jubilæet fejret, før prins Joachim udløste den største krise i kongefamilien i årtier, da han offentligt kritiserede sin mor for at fratage fire af sine børnebørn deres titler.
Fra 1. januar skal Nikolai, Felix, Athena og Henrik ikke længere tituleres prinser og prinsesse, men grever og komtesse.
Usædvanlig jul
Også julen bliver usædvanlig. Dronningen fejrer, som hun tidligere har gjort, højtiden på Marselisborg. Onsdag tog hun ophold på slottet i Aarhus, hvor hun har residens til 30. december.
Men et besøg af sine sønner, svigerdøtre og børnebørn må hun undvære.
Fem år siden
I begyndelsen af ugen rejste kronprinsparret og deres fire børn på privat rejse til Australien for at holde jul med kronprinsesse Marys familie.
Det er fem år siden, at parret sammen med børnene sidst besøgte kronprinsessens hjemland, oplyste hoffet i en pressemeddelelse 23. november.
Her fremgår det også, at prins Joachim og prinsesse Marie sammen med deres børn vil tage på en længe planlagt udlandsrejse hen over julen. Ifølge Billed-Bladet er alle prinsens fire børn med.
Jul med Benedikte
I stedet får dronningen selskab af prinsesse Benedikte. De to søstre fejrer juleaften hos private venner på Djursland, oplyser kongehuset.
Dronningen plejer at gå til gudstjeneste i Aarhus Domkirke juleaften og juledag den 25.
Et bud er, at hun deltager i højmessen juledag, hvor det er kongehusets præst, biskop Henrik Wigh-Poulsen, der prædiker.
Tilbage på amalienborg
På årets sidste aften, 31. december, er dronningen tilbage på Amalienborg, hvor hun klokken 18.00 holder nytårstale.
Hos Danske Spil har det siden 7. december været muligt at spille på, hvilke emner og ord hun vil tage op.
For eksempel krig, Ukraine, Tour de France, Jonas Vingegaard og prins Joachim.
Ekspert: Joachim er med
Michael Bregnsbo, kongehusekspert og historiker på Syddansk Universitet, gætter også på, at konflikten med prins Joachim er med.
Måske vil dronningen sige det direkte, ligesom hun gjorde, da hun i 2015 afsluttede talen med en kort bemærkning om, at prins Henrik ville gå på pension.
- Men det er nok mere sandsynligt, at hun vil nævne det i almene og generelle vendinger, så man som seere selv skal tolke, at det er det med prins Joachim, hun hentyder til, siger Michael Bregnsbo.