Mand dør efter påkørsel af tog
Politiet vil undersøge, hvad der gik forud for togpåkørsel af mand ved Odense. Togbusser kører ruter færdige
Torsdag aften kørte der i flere timer ikke tog mellem Odense og Nyborg. Årsagen var en personpåkørsel ved Odense, hvor en mand er afgået ved døden.
Det bekræfter vagtchef ved Fyns Politi til Fyens Stiftstidende.
– Det er en mand, som vi har fundet påkørt af toget cirka 200 meter vest for Grønlandsgade, siger han.
Politiet vil nu undersøge, hvad der gik forud for påkørslen.
Trafik ved at blive genoptaget
På DSB's hjemmeside fremgår det i en melding om trafikken, at trafikken så småt er ved at blive genoptaget på strækningen mellem Odense og Nyborg.
- Politiet har nu givet os lov til at køre tog igen mellem Odense og Nyborg, står der.
Det første tog kørte fra Odense 20.55, mens det første tog fra Nyborg kørte 20.49.
De indsatte togbusser vil køre deres ruter færdige og så køre hjem, lyder det videre.