Måge-amok: Jimmy redder ugle

En ugleunge var i gevaldig knibe, da en stor flok måger gik til angreb over vandet ved Udbyhøj Lystbådehavn. Men Jimmy Hansen reddede uglens liv

Offentliggjort Sidst opdateret

Se flere fotos i billedgalleriet herover

- Jeg tænkte ikke så meget. Det eneste, jeg tænkte på, var at redde et dyr i nød, fortæller Jimmy Hansen til Newsbreak.dk. 

46-årige Jimmy Hansen, der kommer fra Råby, blev dagens helt i skysovs, da han smed tøjet, hoppede i vandet og reddede en forsvarsløs ugleunge. Uglen blev angrebet af 20-25 blodtørstige måger. 

"Det går sgu da ikke" 

Det var et mærkværdigt syn, som mødte Jimmy Hansen på kajen ved Udbyhøj Lystbådehavn, efter han var hjemvendt fra en sejlerferie. 

- Mågerne fløj rundt over vandet og forsøgte igen og igen at slå det, jeg troede var en musvåge, ned, fortæller han. 

Så Jimmy Hansen måtte komme den til undsætning. 

- Jeg tænkte, det der, det går sgu da ikke, for den kan jo ikke svømme. Jeg besluttede, at jeg måtte i vandet. Den fik våde vinger og var ved at drukne, forklarer han.

- Jeg er en blød mand, der har et blødt punkt for dyr. Jeg elsker dyr, lyder det. 

Lucky ville gerne reddes

Da Jimmy Hansen kom tættere på fuglen, kunne han se, at det var en ugleunge. Han frygtede dens skarpe kløer, men den ville gerne reddes. 

Han greb uglen med en t-shirt og reddede den op af vandet. Efterfølgende sad den afkræftet i redningsmandens favn. 

Den blev tørret, fik varmen og samlede kræfter, inden den var klar til at flyve afsted. 

- Den skal nok klare sig. Jeg har givet den navnet Lucky, for det er da en heldig fugl. Den er heldig med, at den ikke druknede, konstaterer Jimmy Hansen. 

Se flere fotos i billedgalleriet herover

Powered by Labrador CMS