Lukker Storebæltsbroen

Skal teste trafikstyring

I den kommende weekend lukkes Storebæltsbroen kortvarigt for trafik, meddeler selskabet Sund & Bælt.
Offentliggjort Sidst opdateret

I den kommende weekenden lukkes Storebæltsbroen kortvarigt.

Det oplyser selskabet Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Lukningen sker ifølge selskabet for at teste bomme og tavler til trafikstyring i forbindelse med de nye mobile overledninger på broen.

Det er nødvendigt at teste de nye dele af det samlede projekt i en fuldskalatest, som af hensyn til sikkerheden udføres i nattetimer med mindst trafik.

Omfattende sikkerhedspakke

De mobile overledninger er en del af en omfattende sikkerhedspakke, baseret på den nyeste teknologi på området.

Formålet er at øge sikkerheden på Storebæltsbroen, både for trafikanter og for de medarbejdere, der arbejder med den løbende vedligeholdelse på broen.

Kortvarige lukninger

Storebæltsbroen vil blive spærret i korte intervaller mellem klokken 2.00 og 4.30 natten til søndag den 14. november.

Spærringerne vil lukke for al trafik i to korte perioder på op til 25 minutter i hver retning og ske lokalt omkring selve arbejdsstedet på broen. Her vil hastigheden været nedsat.

Powered by Labrador CMS