Lotto-vinder dropper jobbet og går på shopping
En kvinde fra hovedstaden fulgte sin første indskydelse, da hun vandt en million i Lotto
Hvordan ville du reagere, hvis du vandt en million i Lotto?
En kvinde fra Hovedstaden var ikke i tvivl: Hun ville straks ud at svinge dankortet, skriver Danske Spil i en pressemeddelelse.
- Det var så vildt
- Det var så vildt! Jeg ringede til min chef og sagde: Jeg har vundet en million, jeg holder fri i morgen! Jeg skal ud at bruge penge! fortæller kvinden med et stort grin.
Da hun så først nåede ud i butikkerne på sin ekstraordinære fridag, var det dog ikke helt så nemt at bruge pengene, som hun havde regnet med.
For selv om 1.000.000 kroner er mange penge, så kan de kun bruges én gang, og derfor blev kvinden alligevel helt fornuftig og droppede pelsen, smykkerne og de dyre mærkevarer.
Ud at rejse
I stedet tog hun til et rejsebureau, hvor hun købte oplevelser til sin lille familie.
- Vi skal da bare ud at have en hel masse ferieoplevelser sammen. De første uger til foråret er allerede bestilt, og der er også planer om kør-selv-rejser til sommer og til efteråret, siger kvinden til Danske Spil.