CLAUS MED KANT
Løkke er Christiansborgs Brutalis
Befriende at Morten Messerschmidt tør angribe Lars Løkke Rasmussen, der har udviklet sig til Christiansborgs svar på Brutalis
Det har vakt både chok og forargelse, at Morten Messerschmidt forleden gik i et regulært frontalangreb på Moderaternes formand Lars Løkke Rasmussen.
Det skete under Folketingets åbningsdebat, og angrebet var både perfidt og rettet direkte mod Lars Løkke Rasmussens hæderlighed, politiske troværdighed og magtliderlige personlighed.
Folketingets medlemmer blev hurtigt enige om at lade som, at både Messerschmidt og hans personangreb var ikke-eksisterende.
Ilde hørt
Sandheden er som bekendt ilde hørt. Men på en måde er det faktisk befriende, at et folketingsmedlem åbent siger, hvad mange andre nøjes med at tænke.
Men de tier, og det har de enkelte partimedlemmer hver deres egen grund til.
Faktum er desværre, at Lars Løkke Rasmussen efter alt for mange år på Christiansborgs gange har udviklet sig til en selvtilstrækkelig og selvovervurderende Brutalis, der som savannens næsehorn skraber, pruster og stanger løs på enhver potentiel fjende for at fastholde sin dominans.
Lars Løkke Rasmussen har forvandlet sig til lige præcis det, som er skrækscenariet i ethvert folkestyre: Medlemmer forbliver limet fast på deres taburetter, drevet af magtsyge og arrogance og med en personlig habitus, som må betegnes som direkte anløben.
Tragisk forfald
Lars Løkke har gennem årene været involveret i så mange regulære skandaler, der i den grad afslører noget om en personlighed i et totalt og tragisk forfald.
Senest har Lars Løkke som udenrigsminister i august indforskrevet et privat jetfly, som kunne fragte Løkke fra Sønderborg til Accra i Ghana med afgang den 13. august og hjemkomst den 15. august.
Prisen for udflugten blev på en million kroner, som skatteborgerne skal udrede.
Årsagen var, at forsvarets Challenger-fly var brudt sammen og måtte på værksted.
Der var faktisk mulighed for at komme med almindelige fly til Accra med en anelse smidighed. Men den slags ydmyghed over for skatteborgernes penge ejer Luksus-Lars ikke.
Og som om det ikke er nok: Regeringen er klar til at bruge hele 300 millioner kroner på at lease et privatfly i seks år, så toppolitikere og andre vigtige personer kan blive cirkuleret standsmæssigt rundt omkring i hele verden.
Han lærer det ikke
Gang på gang er Lars Løkke Rasmussen blevet afsløret i et luksusforbrug - betalt af enten hårdtarbejdende partimedlemmer eller skatteborgerne.
Det værste er, at manden ikke lærer af kritikken. Han lader blot som om.
Men i bund og grund er Løkkes grådighed så bundfældet i hans personlighed, at han enten ikke kan se, at han er på forkert kurs - ellers også er han bare ligeglad.
Lige nu er Moderaternes berømte klovnebus havareret og havnet så dybt nede i grøften, at selv partiets trofaste støtter og vælgere falder fra i stor stil.
Mere end halvdelen af vælgerne vil ikke længere stemme på partiet, viser den seneste meningsmåling fra Megafon. Meningsmålinger skal dog altid tages med forbehold.
Men uro, ballade og en håbløs dårlig håndtering af de pinlige sager omkring arbejdsmiljøet i partiet har kostet uden tvivl kostet mange stemmer.
Løkke har i selvsamme sag betegnet sig selv som et 'gammelt røvhul'. Mange er tilbøjelige til at give manden ret - men af helt andre grunde end Løkke selv.
Slut med våde drømme
Også Socialdemokratiet og Venstre går voldsomt tilbage i meningsmålingen.
Statsminster Mette Frederiksen har for længst erkendt, at hendes koalitionsregering med Venstre og Moderaterne er en fejlkonstruktion, som aldrig skulle have forladt partiets samlebånd.
Hun er derfor åbenlyst begyndt at bejle efter de stemmer, som er søgt over i Enhedslisten.
Venstres formanden Troels Lund Poulsen siger direkte, at han gerne ser en borgerlig regering igen.
Når Lars Løkke opdager, at hans våde drømme om en bred regering over midten er udtørret, så skal han såmænd nok få sendt klovnebussen i retning af en ren blåfarvet regering.
Og så er vi tilbage ved Morten Messerschmidt igen. For det er præcis det scenarie, han advarer mod.
Læg dig til at sove
Det bedste, der kan ske for Danmark, er, at Moderaterne ryger ud af Folketinget ved næste valg. Så slipper vi for diskussionen i blå blok om, hvilken fremtidig rolle Lars Løkke skal spille.
Dyrene på savannen bruger masser af deres tid på at ligge i skyggen, pruste lidt i støvet og sove.
Måske Christiansborgs Brutalis skulle lade sig inspirere af sine artsfæller i Afrika og tage sig en langvarig slapper udenfor Christiansborg?