Livsfarlig: Ligger stille i dansk hav
Myndigheder har opgivet at hjælpe spækhugger ved strand i Nordjylland, da det tyder på, at den er syg
En spækhugger har siden torsdag morgen ligget stille i et lavvandet område omkring 600 meter ude for Haslevgaarde Strand mellem Øster Hurup og Als i Nordjylland.
Den fem meter lange spækhugger ligger på 1,20 meter vand, og det er faktisk nok til, at den godt selv kan svømme væk. Hvis den vil.
Det siger Sandor Hestbæk Markus, der er vildtkonsulent i Naturstyrelsen.
Han mener ikke, at spækhuggeren er strandet, men at den derimod er "svækket" af en eller anden årsag.
- Hvis den var strandet, kunne man se på sandbunden omkring, at den højst sandsynligt havde forsøgt at kæmpe sig fri. Det kan vi ikke se, at den har gjort.
- I og med at den ligger på rimelig meget vand, jamen, havde den været frisk, sund og rask var den højst sandsynlig svømmet derfra af sig selv. Der er ikke andet end 10-20 meter til, hvor der kommer rigtig meget vanddybde, så den kunne sagtens komme derhen, hvis den ville, siger han.
Er normalvis flokdyr
Hvordan den er havnet i det lavvandede område, ved Naturstyrelsen til gengæld ikke.
Normalt er spækhuggere flokdyr, som færdes i grupper af otte til ti stykker.
Men ifølge Sandor Hestbæk Markus har styrelsen ikke fået nogen meldinger om, at der skulle være andre spækhuggere i "umiddelbar nærhed".
Derudover er der tale om en yngre han, og derfor formoder styrelsen, at den enten er kommet væk fra sin flok eller er begyndt at "søge udfordringer af sig selv på egen vis", for eksempel ved at lede efter en ny flok.
Formodningen var i første omgang, at spækhuggeren ville svømme tilbage på dybere vand ved egen hjælp, når tidevandet gjorde det muligt torsdag aften.
Vil ikke hjælpe mere
Det skete imidlertid ikke, og derfor er Naturstyrelsen efterhånden af den opfattelse, at spækhuggeren må blive liggende og komme sig eller dø en naturlig død.
Det betyder også, at man ikke vil forsøge at hjælpe den fri, siger Sandor Hestbæk Markus.
- Hvis der var tale om en egentlig stranding, hvor man kunne se, at den kæmpede en lang kamp for at forsøge at komme fri, så kunne man måske give det et forsøg. Men erfaringerne viser, at det er ret svært.
- Lige præcis denne her ligger faktisk på fint meget vand. Hvis det var sådan, at den ville fri, så skulle den nok komme fri. Vi giver den fred og ro, fordi vi antager, at den er syg, og hvis den kommer sig, så kommer den sig, og hvis ikke skal den have lov til at dø en naturlig død.
Selv om spækhuggere ikke er et syn, man ser hver dag ved danske kyster, er verdens største delfin ikke helt ukendt i farvandet mellem Nordjylland og vores skandinaviske naboer.
Igennem det sidste år er flere spækhuggere blevet spottet i små familiegrupper omkring Skagen.