Legendarisk grill har fået ny forpagter

Efter 31 år får den legendariske Flyvergrill i Kastrup ny forpagter. Men selvom der er et nyt ansigt bag disken, er opskriften på sovsen den samme

Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV 2 Lorry

En ny forpagter overtog den 1. maj den ikoniske grillbar Flyvergrillen i Kastrup.

Det oplyser stedets ejer, Jannie Eilsø, til TV 2 Lorry.

Efter 31 år med 60-70 timers arbejdsuger, siger hun dermed farvel til dage med brun sovs og flæskestegssandwiches og overdrager sin forretning til en ny forpagter.

Den ikoniske grill Flyvergrillen får ny forpagter.
Den ikoniske grill Flyvergrillen får ny forpagter.

- Jeg har glædet mig over at gå på arbejde hver dag, men det er også hårdt at arbejde 60-70 timer om ugen, siger Jannie Eilsø til TV2 Lorry og fortsætter:

- Så det er faktisk ikke vemodigt og jo tættere, jeg kommer på slutningen, jo mere glæder jeg mig. Jeg er dog lettet over at have fundet den rigtige afløser. Jeg gik efter at finde en, som ville drive stedet videre, og det har jeg fundet.

Velkendt grillbar

Den nye forpagter hedder Haci Demir, og han kender udmærket den berømte grillbar.

Som barn kom han nemlig selv ud til Flyvergrillen for at se flyene lette, og han har tænkt sig at fortsætte stedet præcis, som det er.

- Jeg skal lige lære alle hjørner af grillen og gæsterne at kende, men jeg vil gøre mit allerbedste for at fortsætte som nu, siger han til TV 2 Lorry.

6,9 millioner

I december 2021 blev lejemålet udbudt til 6,9 millioner kroner med en lejeudgift på 25.000 kroner om måneden.

Dengang fortalte Jeanette Andresen, direktør i Andresen Erhverv, at hun havde håbet på 30 henvendelser, men allerede var oppe på 100. 

Og ved overdragelsen havde de rundet hele 500 henvendelser.

- Det sværeste og det vigtigste var at finde en, der ville tage ansvar for stedet, grillen og kunderne. Vi tog mange møder og mødes mange gange med de interesserede, før Janni havde ro i maven, siger Jeanette Andresen og fortæller til TV 2 Lorry, at parterne endte med at lave en forpagtningsaftale, hvor Haci Demir dog har forkøbsret, når tiden er rigtig til det.

Haci Demir overtog den ikoniske grillbar den 1. maj, og det er altså ham og hans ansatte, som du fremover vil servere de danske retter, lækre burgere og sprøde pommes frites.

Powered by Labrador CMS