Ledere bag stor andel af krænkelser

Over 150 medarbejdere i Banedanmark blev udsat for krænkelser i 2021

Offentliggjort Sidst opdateret

165 medarbejdere.

Så mange svarede i Banedanmarks trivselsundersøgelse i 2021, at de havde været udsat for krænkende adfærd eller ytringer inden for de seneste 12 måneder.

Det viser en aktindsigt til MobilityWatch.

I 41 pct. af tilfældene var det en leder, der stod bag den krænkende adfærd eller ytring, og det er i høj grad problematisk, lyder det fra professor i antropologi ved Københavns Universitet, Bjarke Oxlund.

Meget højt

”Det er meget højt og vældig problematisk, for lederne skal jo være bærere af den rette kultur. Hvis jeg var Banedanmark, så ville jeg bekymre mig for det,” siger Bjarke Oxlund, som blandt andet forsker i køn og ligebehandling.

I 41 pct. af tilfældene var det en leder, der stod bag den krænkende adfærd eller ytring, viser en trivselsundersøgelse i Banedanmark.
I 41 pct. af tilfældene var det en leder, der stod bag den krænkende adfærd eller ytring, viser en trivselsundersøgelse i Banedanmark.

Bjarke Oxlund hæfter sig desuden ved, at selvom 69 pct. af dem, der har været udsat for krænkende adfærd i Banedanmark, har talt med nogen om det, mener 62 pct. af dem ikke, at hændelsen er blevet håndteret.

Når man lægger det sammen med, at en række af hændelserne stammer fra ledelsesgruppen, tyder det på, at der er noget galt med Banedanmarks måde at håndtere sådanne sager på, vurderer han.

Vil ikke interviewes

Hos Banedanmark – som ikke ønsker at stille op til interview – lyder det, at man tager alle tilfælde alvorligt og arbejder fokuseret med at forebygge krænkende adfærd.

”Vi har en fokuseret indsats for at forebygge krænkende adfærd, der både omfatter medarbejdere og ledere, herunder lederens ansvar for at medvirke til at skabe en kultur, hvor man kan sige fra,” lyder det skriftligt fra Mikkel Kreiner-Møller, der er områdechef for HR Udvikling & Uddannelse i Banedanmark.

Ifølge aktindsigten har ingen af hændelserne fra trivselsmålingen fået nogen ansættelsesretlige konsekvenser.

Antallet af medarbejdere, der har været udsat for krænkende adfærd eller ytringer, svarer til 8 pct. af medarbejderne i undersøgelsen.

Powered by Labrador CMS