Landin-redning på straffe besejrer mægtige Barcelona
For første gang nogensinde lykkedes det Aalborg Håndbold at besejre mægtige Barcelona i Champions League
Målene fløj ind om ørerne på målmændene, men Niklas Landin endte alligevel med at blive den store helt for Aalborg i Champions League-braget mod Barcelona onsdag aften.
Den tidligere landsholdsmålmand reddede et straffekast efter tidens udløb og sørgede for, at Aalborg holdt fast i et slutfacit på 36-35.
De toptændte nordjyder havde forinden scoret mål på samlebånd mod Barcelona og Emil Nielsen, som aldrig spillede en nævneværdig rolle.
Første gang
Det var første gang, at Aalborg fik skovlen under Barcelona, som har slået det danske hold to gange i turneringens finale.
Med tre kampe tilbage af gruppespillet er Aalborg på gruppens andenplads med 15 point. Der er to point op til førerholdet fra Catalonien, mens Nantes er på tredjepladsen med 13 point efter et overraskende nederlag til Kolstad.
Seks ud af otte hold går videre. Kun de to bedste stryger direkte i kvartfinalerne, mens de øvrige skal gennem en playoffrunde.

Hyldet for VM-guld
Før kampen blev en stribe af de danske landsholdsspillere hyldet for guldpræstationen ved VM.
En af dem var Emil Nielsen, der var blandt Danmarks profiler i den store triumf. Onsdagens opgør var til gengæld blandt de mindre mindeværdige for den 27-årige målmand, der blev pillet ud efter mindre end ti minutter uden at have leveret en eneste redning.
Anført af en knivskarp Thomas Arnoldsen blæste Aalborg gæsterne ud af banen og førte 5-2, inden Barcelona havde set sig om.
Langsommere end normalt
Spanierne spillede uden deres vanlige tempo og glemte at løbe retur, når de tabte bolden. Det var derfor nemt for Aalborg at udbygge føringen til 16-10, mens Barcelona-træner Carlos Ortega tog sin anden timeout, inden der var spillet 20 minutter.
Heller ikke Emil Nielsens afløser, Gonzalo Pérez de Vargas, imponerede igen, og danskeren blev sat tilbage i det spanske bur.
Denne gang havde han mere tur i den. Et par redninger var med til at skære to mål af den nordjyske føring, men en scoring i halvlegens sidste sekund af Marinus Munk sørgede for et forspring på 23-18 ved pausetid.
Skød sig varm
I Dika Mem råder Barcelona over en af verdens bedste håndboldspillere, og efter en rusten start på kampen havde han skudt sig varm.
Med et par hurtige scoringer reducerede han til 22-24, og kombineret med et mere aggressivt forsvar kom Barcelona pludselig med igen.
Nordjyderne red den værste storm af sig og genetablerede en firemålsføring, men gæsterne var ikke sat af.
Syv minutter før tid reducerede Timothey N'Guessan til 31-32, mens Emil Nielsen humpede ud i smerter. Dog ikke værre, end at han kunne juble med fra sidelinjen.
Euforisk jubel
Aalborg tog målmanden ud i undertal, og det gav Barcelona et par nemme mål.
Dramatikken nåede nye højder i sidste minut, hvor Aalborg med en mand i undertal tog Landin fra banen igen. Værterne blev dømt for nøl, og selv om spanierne smed bolden væk, havde Thomas Arnoldsen begået en ulovlighed, der betød, at Barcelona fik et straffekast.
Her diskede Landin op med den spektakulære redning, der skabte euforisk jubel i Gigantium.