Lægeklinik i akut risiko for at styrte sammen
Bygningen er blevet evakueret
En bygning i Espergærde Centret er onsdag i akut risiko for at styrte sammen.
Det oplyser Nordsjællands Politi og Helsingør Kommunes Beredskab til Helsingør Dagblad.
Både politi og beredskab er til stede ved bygningen, der er blevet evakueret.
- Der er nogle sætningsskader i de bærende elementer på bygningen. Vi undersøger nu, om det er farlige skader. Derfor har vi evakueret bygningen, siger beredskabschef Jesper Ingeman-Petersen til Helsingør Dagblad.
Flere forskellige bygninger
Espergærde Centret er et butikscenter bestående af flere forskellige bygninger, der er forbundet af overdækkede områder - og altså ikke et indkøbscenter i flere etager.
Ifølge dagbladets oplysninger er det en lægeklinik, der har til2 huse i den evakuerede bygning.
50 butikker i centret
Det fremgår af Espergærde Centrets hjemmeside, at omkring 50 butikker holder til i centret.
Ritzau har uden held forsøgt at få kontakt til Nordsjællands Politi, Helsingør Kommunes Beredskab og centerchef Ulla Louring-Andersen for at få oplysningerne bekræftet.