Kvinder på udrejsecenter sælger sex

Det har skabt utryghed på udrejsecenteret Kærshovedgård blandt de indkvarterede kvinder, når mænd har været til stede for at købe sex

Udrejsecenter Kærshovedgård. Her er flere kvinder taget i at sælge sex.
Udrejsecenter Kærshovedgård. Her er flere kvinder taget i at sælge sex.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: 24syv

Der har været flere tilfælde, hvor kvinderne på har fået penge for at tilbyde sex til mænd, på udrejsecenteret Kærshovedgård ved Ikast.

Der har derfor været mænd inde på kvindeafsnittet på Kærshovedgård, og det har skabt utryghed blandt flere af de indkvarterede kvinder.

Det bekræfter Gerda Abildgaard, som er Røde Kors-frivillig på udrejsecenteret, til 24syv-programmet Døgnrapporten.

- Vi har været udsat for, at der har været mænd på gangen om natten. Det har der været klaget over, fordi der var mange kvinder, der ikke brød sig om det. Det er klart på en gang, hvor der er så tynde vægge, kan det ikke undgås, at det kan høres, hvad der sker inde ved naboen, siger hun og understreger:

- Det handler om købesex.

Har brug for penge

Ifølge Gerda Abildgaard er de cirka 35 kvinder, som befinder sig på udrejsecenter Kærshovedgård, låst væk i et afsnit adskilt fra de cirka 200 indkvarterede mænd. 

Kvinderne er dog frie til selv at låse døren op og lukke en mand ind.

Årsagen til, at det sker, er simpel: Kvinderne har brug for penge, lyder det fra den Røde Kors-frivillige:

- Hvad har de at leve for? De har jo intet. Hvis de ikke vil samarbejde om at rejse hjem, får de ikke en krone derude. De får en hygiejnepakke en gang om måneden, og det er det.

Vil genskabe tryghed

Selvom der har været flere kendte tilfælde, er købesexen ikke noget, der tales højt om, forklarer Gerda Abildgaard. 

Det har dog ikke forhindret hendes kvindegruppe, hun er frivillig for, at påpege situationen for igen at skabe tryghed på gangene.

- Vi har fra kvindegruppens side påtalt det, og det har bevirket, at Kriminalforsorgens folk går en ekstra runde om natten for at høre, om der nu er ro, som der skal være, siger hun.

Inden pandemien

Det seneste tilfælde, hvor en mand har bevæget sig ind på kvindeafsnittet for at købe sex, skete ifølge Gerda Abildgaard lige inden coronapandemien blussede frem i Danmark.

På udrejsecenteret Kærshovedgård er der indkvarteret afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og mennesker, der er udvist ved dom.

Powered by Labrador CMS