Kvinde i kritisk tilstand efter soloulykke
Hun kørte ind i et træ og blev fløjet til Rigshospitalet
En 24-årig kvinde er i kritisk tilstand, efter hun onsdag kørte ind i et træ.
Hun er indlagt på Rigshospitalet.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.
I forbindelse med færdselsuheld tidligere i dag på Terslev Skolevej ved Haslev kan det nu oplyses at føreren, en 24-årig kvinde, fortsat er indlagt på Rigshospitalet i kritisk tilstand. Pårørende er underrettet. Vi har pt. ikke yderligere omkring årsagen til uheldet. #politidk
— Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi (@SSJ_LFPoliti) August 4, 2021
Fløjet på hospitalet
Ulykken skete på Terslev Skolevej ved Haslev syd for Køge.
Kort efter anmeldelsen, der løb ind onsdag middag, landede en lægehelikopter på ulykkesstedet og fløj kvinden på Rigshospitalet i København.
Politiet har ikke oplysninger nok i sagen til at sige, hvad årsagen til ulykken var.
- Vi ved ikke noget om årsagen til ulykken endnu, men det bliver vi forhåbentligt klogere på, når vi har talt med vidner og kvinden selv, sagde vagtchef Michael Skræddergaard fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi onsdag eftermiddag til TV 2 Øst.