Kvinde fundet død i vandet
En ældre kvinde forsvandt onsdag i Hadsten og blev senere fundet død
Citathistorie: TV 2 Østjylland
Onsdag eftermiddag blev en 79-årig kvinde fundet død i Hadsten mellem Aarhus og Randers.
Det bekræfter Østjyllands Politi over for TV2 ØSTJYLLAND
Kvinden var omkring klokken 02 natten til onsdag gået fra sit hjem i Hadsten og var siden ikke set.
Prøvede at spore hende
Om formiddagen blev politiet alarmeret om hendes forsvinden og rykkede ud med blandt andet en hundepatrulje, der begyndte at søge efter hende i området.
Ifølge vagtchef Chris Mose prøvede man også at spore hendes mobiltelefon for at finde ud af hendes færden.
På Facebook nåede kvindens familie at efterlyse hende, men måtte senere melde ud, at hun var fundet, men ikke i live.
Fundet i å
Klokken 15.41 fandt en hundepatrulje hende nemlig omkommet i vandet i Lilleåen i Hadsten.
Ifølge familiens efterlysning led den afdøde af demens. Politiet kan ikke umiddelbart svare på, om kvinden bar en gps-sender.