Kunsten at spille ond og være populær
Skuespilleren Ralph Fiennes fylder 60 år den 22. december. Han har givet den forbilledligt som både nazist, Voldemort og chefen for James Bond
Mange skuespillere frygter at blive sat i bås på grund af deres roller, hvis de for eksempel har optrådt som en led skurk.
Den britiske skuespiller Ralph Fiennes ser ikke ud til at have den slags bekymringer.
Eller han har i hvert fald ikke været bleg for at give den som nogle af de værste skurke, der kan opdrives.
Den 22. december fylder han 60 år, og i sin efterhånden lange karriere er han kendt som meget andet end den nazist, som han spillede så blændende i "Schindlers Liste" fra 1993.
Brød ud i tårer
Eller senere som Voldemort, skurken over alle skurke i Harry Potter-filmene.
Denne rolle havde ellers potentialet til at parkere ham i skurkeroller i årevis, da flere generationer er vokset op med Harry Potter-filmene og den onde Voldemort - Potters dødsfjende.
I et nyligt interview med The New York Times fortæller Fiennes, at han på et tidspunkt under en Potter-optagelse gik forbi en filmarbejders fireårige søn.
Drengen brød ud i tårer, da han så Fiennes i fuld Voldemort-mundering.
Fiennes er ikke bange
I øvrigt tager Fiennes J.K. Rowling, forfatter til Potter-bøgerne, i forsvar i interviewet.
Mange, herunder en række andre skuespillere fra filmene om Harry Potter, har beskyldt hende for at være transfobisk på grund af hendes synspunkter om forskel på mænd og kvinder.
- Den verbale mishandling, der er rettet mod hende, er afskyelig og rystende, siger Fiennes.
- Det er ikke en obskøn, über-højreorienteret fascist. Det er blot en kvinde, der siger, at "jeg er en kvinde, jeg føler, at jeg er en kvinde, og jeg vil have lov til at sige, at jeg er en kvinde".
Fiennes er ikke bange for at stikke næsen frem med sine synspunkter. Han har været åben om, at han er modstander af brexit.
Verdens ondeste
Den sidste Potter-film, "Harry Potter og Dødsregalierne - del 2", er fra 2011, og Ralph Fiennes har ikke siddet fast i rollen som verdens ondeste troldmand.
Nu husker mange ham også fra et af verdens mest populære filmuniverser, nemlig 007.
For Fiennes har i de seneste par James Bond-film spillet rollen som "M", Bonds chef, og det er ikke en skurkerolle.
Ralph Fiennes blev født i Ipswich i det østlige England.
Nomineret til Oscar
Som 21-årig begyndte han på Royal Academy of Dramatic Art, hvorfra han fik sit eksamensbevis i 1985.
Han begyndte sin karriere på teatre, men i 1992 fik han sin filmdebut i kærlighedsdramaet "Wuthering Heights".
Året efter kom "Schindlers Liste", hvor han blev nomineret til en Oscar for bedste birolle for præstationen som nazisten Amon Göth.
De følgende år spillede han med i film som "Den Engelske Patient", "The Prince of Egypt" og "Den Røde Drage".