Kræver læge fængslet for sex-overgreb

En speciallæge er blevet tiltalt for seksuelle krænkelser af kvinder

Offentliggjort Sidst opdateret

En speciallæge i Århus kræves nu fængslet i en sag om seksuelle krænkelser. 

Lægen er tiltalt for berøring af skridt og bryster, og for at have stillet spørgsmål af seksuel karakter til kvindelige patienter. 

Det skriver Århus Stiftstidende. 

Ifølge anklageskriftet er der fire forhold om blufærdighedskrænkelser mod to kvinder.

Det er halvandet år siden, at Østjyllands Politi indledte sagen, og siden har man inddraget Styrelsen for Patientsikkerhed og Retslægerådet.

En speciallæge er tiltalt for seksuelle krænkelser af to kvinder i Århus.
En speciallæge er tiltalt for seksuelle krænkelser af to kvinder i Århus.

Anklagemyndigheden forlanger frihedsstraf til lægen, når sagen skal afgøres ved Retten i Aarhus, skriver stiften.dk.

Samtidig kræves det, at lægen fratages sin autorisation for bestandigt. 

Blev bedt om at afklæde sig

Ifølge anklagemyndigheden begik lægen i flere omgange fra marts til august i 2020 krænkelser i forbindelse med fysiske undersøgelser af de to kvinder.

Det ene tilfælde skulle være sket i april 2020, da en kvindelig patient angiveligt blev bedt om at afklæde sig i klinikken i Aarhus. 

Det efterlod hende i trusser under hele konsultationen.

Anklageskriftet fortæller, at speciallægen under konsultationen uden lægeligt belæg berørte kvindens skridt, trykkede på området ved kønsdelene, lavede en grundig undersøgelse af kønsdelene for at se en intimpiercing og berørte hende nedefra, skriver Århus Stiftstidende.

Nægter sig skyldig

På grund af tiltalen har Styrelsen for Patientsikkerhed bremset speciallægens mulighed for at arbejde. 

Det er sket ved midlertidigt at inddrage mandens autorisation, og retten i Århus har nedlagt navneforbud i sagen.

Lægen nægter sig skyldig i sagen, der har en strafferamme på op til to års fængsel for blufærdighedskrænkelse. 

Powered by Labrador CMS