Kongeparret debuterer som værter

En karet bringer Islands præsidentpar og kongeparret til Kastellet, hvor de deltager i en kransenedlæggelse

Offentliggjort Sidst opdateret

Statsbesøg af Islands præsident i Danmark

Islands præsident, Halla Tómasdóttir, og hendes mand, Björn Skúlason, ankom til Danmark for et statsbesøg og blev modtaget af Kong Frederik og Dronning Mary.

Under besøget skal præsidentparret deltage i aktiviteter, der fremmer bæredygtighed, herunder besøg ved Kastellet og CopenHill, samt møder med danske ministre.

Denne faktaboks blev genereret af Labrador AI og korrekturlæst af en journalist.

Kong Frederik og dronning Mary tager imod Islands præsident, Halla Tómasdóttir, og hendes mand, Björn Skúlason, tirsdag formiddag.

Det viser billeder fra Nordre Toldbod i København.

Præsidentparret gæster Danmark fra tirsdag til onsdag.

Det er første gang, at kongeparret er værter ved et statsbesøg.

Ankommer i motorbåd

Præsidentparret lægger til ved Nordre Toldbod omkring klokken 10, hvor de ankommer sejlende i en chalup, en motorbåd.

Det islandske præsidentpar er under besøget ledsaget af en erhvervsdelegation, som vil have fokus på blandt andet "fælles ambitioner på den brede bæredygtighedsdagsorden", skriver kongehuset i en pressemeddelelse.

Kongeparret tager imod Islands præsident og hendes mand.

Præsidentparret skal blandt andet besøge Kastellet, skibakken CopenHill på Amager og CBS under sit besøg.

Gallataffel

Senere tirsdag mødes præsidentparret med vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i Forsvarsministeriet.

Dagen rundes af med et gallataffel på Christiansborg Slot klokken 20.

Kong Frederik besøgte Islands hovedstad, Reykjavik, tilbage i 2021, da han var kronprins.

Han rejste til Island med daværende udenrigsminister Jeppe Kofod (S) for også der at drøfte den grønne omstilling, og hvordan Danmark og Island kan samarbejde om den.

Powered by Labrador CMS