Kongehuset bekræfter: Frederik fører mors tradition videre
Kong Frederik vil fortsætte med at sende hilsener til borgere, der for eksempel fylder 100 år
I dag, tirsdag den 23. januar 2024, fylder en borger i en lille nordjysk by 100 år.
Det er i sig selv noget af en præsentation. Men fødselaren skriver sig også ind i historiebøgerne ved at være den første, der modtager en skriftlig lykønskning på sin 100-års fødselsdag fra landets nye majestæt.
Fører tradition videre
Kong Frederik viderefører nemlig traditionen med at sende lykønskninger til borgere, der fylder 100, 105 eller 110 år.
Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside tirsdag.
Ikke kun fødselsdage
Det er ikke kun fødselarer, der kan bryste sig af at leve lidt længere end gennemsnittet, der fremover vil modtage hilsener fra kong Frederik.
Kong Frederik vil også fortsætte med at sende lykønskninger til par, der kan fejre diamant-, krondiamant-, jern- og atombryllupper.
Det er ikke en ny tradition, at for eksempel fødselarer modtager en tillykke-hilsen fra kongehuset.
Den går nemlig mange år tilbage.
Mange "første gange"
Tidligere var det telegramhilsener, der ifølge kongehuset blev sendt, nedskrevet og læst op for fødselaren på dagen.
Det er en tid med mange første gange for kong Frederik.
Det er kun lidt over en uge siden, at dronning Margrethe abdicerede og kong Frederik blev proklameret som ny konge fra balkonen på Christiansborg Slot.
Første officielle rejse
Med ordene "Længe leve Hans Majestæt kong Frederik den tiende" udråbte statsminister Mette Frederiksen (S) den 14. januar kong Frederik X som ny regent.
Siden er det blandt andet blevet offentliggjort, at kong Frederiks første officielle rejse kommer til at gå til Polen, hvor han skal på erhvervsfremstød.
Besøger nabolande
Derudover vil kongeparrets første udlandstur sammen som kongepar blive til Sverige og Norge. Hvornår de ture finder sted, er der ikke meldt noget ud om endnu.
Det var i sin nytårstale, at dronningen meddelte, at hun ville abdicere 14. januar 2024 og overlade tronen til sin ældste søn.