Kommune har ladet giftigt vand sive ud
Esbjerg Kommune har i mere end to et halvt år givet byens privatejede brandskole lov til at udlede spildevand, der indeholder giftige fluorstoffer
Ved du noget, så kontakt redaktionen på Newsbreak.dk HER
Citathistorie: Jyllands-Posten
Esbjerg Kommune har i to et halvt år kendt til, at den lokale brandskole sender vand forurenet med giftige PFAS-fluorstoffer fra brandskum til kommunens spildevandsanlæg.
Vandet har oversteget kommunens grænseværdier for fluorstoffer op til 330 gange, og eksperter undrer sig over, at Esbjerg Kommune har ladet det ske.
Det skriver Jyllands-Posten.
Både eksperter og politikere undrer sig over, at kommunen har givet brandskolen grønt lys til de massive overskridelser, for i Danmark skal spildevandsanlæg ikke rense vandet for fluorstoffer.
»Med så høje værdier er jeg bekymret. Det her burde vi have fået at vide af forvaltningen. Når brandskolen leder spildevand med højere PFAS-værdier end aftalt, så bør det være en politisk beslutning, om vi vil tillade det,« siger Karen Sandrini (S), formand for Miljøudvalget i Esbjerg Kommune, til Jyllands-Posten.
Ud i naturen
De fluorstoffer, der kommer ind på anlægget, ryger i udgangspunktet videre ud i naturen.
»Det er meget høje koncentrationer, og det er meget mærkeligt, at kommunen giver brandskolen lov til at lede forurenet spildevand ind i kommunens eget spildevandssystem. Stofferne er potentielt giftige i selv lave doser, og når det sendes til kommunens spildevandsanlæg, er der ikke noget i anlægget, der renser for PFAS. Det vand har ikke noget at gøre i et spildevandsanlæg,« siger Morten Jartun, sektionsleder for Miljøgift ved Norsk Institut for Vandforskning, til Jyllands-Posten.
Lørdag kunne Jyllands-Posten afsløre, at brandskolen i Esbjerg stik imod reglerne udledte giftige fluorstoffer på et naturareal i forbindelse med brandskolen.
Da kommunen opdagede og stoppede dette, søgte brandskolen om at blive koblet på byens spildevandsanlæg.
Nyt problem
Her opstod imidlertid et nyt miljøproblem.
I foråret 2019 gav Esbjerg Kommune brandskolen tilladelse til at komme på spildevandsanlægget.
Med tilladelsen fulgte en række miljøkrav til spildevandet, som brandskolen skulle opfylde.
Her var krav om vandmængde, vandets temperatur og en grænseværdi på 0,1 mikrogram pr. liter (ug/l) for indholdet af fluorstofferne PFAS.
PFOS er en del af denne gruppe fluorstoffer og betegnes af Miljøstyrelsen som kræftfremkaldende og hormonforstyrrende.
Pressede på
Jyllands-Posten har fået aktindsigt i mødereferater mellem kommunen og brandskolen, hvor man kan læse, at brandskolen pressede på for at få udskudt deadline for, hvornår grænseværdien skulle træde i kraft.
Aftalen blev, at kravene til indhold af fluorstoffer var »vejledende« frem til den 1. januar i år.
Fra denne dato har de været gældende.
På intet tidspunkt – hverken da grænseværdierne var vejledende, eller efter de er trådt i kraft – har brandskolen kunnet leve op til dem. Og på intet tidspunkt har kommunen sat hælene i.