Kommune frikender sig selv

Norddjurs Kommune har undersøgt, om der er snyd med tilsynsrapporter på socialområdet. Konklusionen er nej, mens lektor i socialret mener, at rapporten intet viser

Rådhuset i Grenaa, Norddjurs Kommune.
Rådhuset i Grenaa, Norddjurs Kommune.
Offentliggjort Sidst opdateret

Citathistorie: TV2 Østjylland

- Spastisk lammet råber om hjælp, trusler og stikkerkultur på arbejdspladsen.

Det er blot to af mange overskrifter, TV2 ØSTJYLLAND har bragt de seneste år om socialområdet i Norddjurs. Flere gange handler historierne om forhold på bosteder, hvor socialtilsynets rapporter ikke har fundet kritisable forhold.

Men kan man virkelig skjule ting for socialtilsynet?

Den tvivl ville flere af lokalpolitikerne inden sommerferien have undersøgt og samtidig se på, om tilsynsrapporterne giver et retvisende billede af kvaliteten i Norddjurs Kommunes tilbud på socialområdet. Nu er konklusionen landet: Som udgangspunkt giver rapporterne et retvisende billede. Ordene falder efter 50 siders analyse og interviews med godt 55 personer - blandt andet ledelsen på de enkelte bosteder, tillidsrepræsentanter, to pårørende, to beboere og to tidligere ansatte er interviewet.

Eva Naur Jensen er lektor ved Juridisk Institut ved Aarhus Universitet med speciale i socialret. Hun er ikke i tvivl om, hvad man kan bruge analysen til.

- Reelt set ingenting, siger hun og uddyber dog:

- Man kan højst bruge den til at se, hvordan tilbuddene selv mener, at de gør det. Jeg mener heller ikke, politikerne i Norddjurs Kommune kan bruge den til noget. Tirsdag skal lokalpolitikerne behandle rapporten til det første kommunalbestyrelsesmøde efter sommerferien.

Flersidet kritik

Eva Naur Jensens kritik er flersidet, men først og fremmest er det problematisk, at analysen kun bygger på interview og ikke efterfølgende research og faktatjek af de udsagn, som ledelsen, ansatte og tidligere ansatte kommer med. - Undersøgelsesmetoden er ikke brugbar til at efterprøve, om der faktisk er problemer med socialtilsynets tilsyn i Norddjurs Kommune, siger hun.

TV2 ØSTJYLLAND har forsøgt at få et interview med socialchef Hanne Nielsen, der per mail svarer: - Forvaltningen i Norddjurs Kommune ønsker ikke at indgå i et interview om kvantitative og kvalitative analysemetoder, eller hvad der burde eller ikke burde være medtaget i analyserapporten.

Der står yderligere i mailen, at "analyserapporten ikke er tænkt som et videnskabeligt materiale". Noget af kritikken af tilsynsrapporterne har gået på, at loyale medarbejdere er blevet udpeget til at deltage i tilsynsbesøg, og at bostederne bliver ”pyntet” med ekstra ansatte og udfyldning af handlingsplaner for borgerne inden et tilsynsbesøg.

Ord mod ord

Lektor Eva Naur Jensen mener, at det står tilbage som påstande, som ledelsen fra de forskellige bosteder argumenterer imod løbende i analysen. - Man skulle i stedet have dobbelttjekket vagtplaner, ændringer i vagtplaner, fulgt op på handleplaner og set på eventuelle ændringer før og efter et tilsynsbesøg - det kunne være med til at vise, om der er hold i kritikken, siger hun.

Lige nu fremstår analysen som ord mod ord, og her er konklusionen, at langt de fleste interviewede personer vurderer, ”at tilsynsrapporterne som udgangspunkt giver et retvisende billede af kvaliteten i Norddjurs Kommunes tilbud pa° socialområdet.”

Her undrer det Eva Naur Jensen, at Norddjurs Kommune ikke har indhentet flere interviews fra de tidligere ansatte, som har været i medierne med kritik.

- Det vil være mest logisk at indhente så meget af kritikken som muligt og få den efterprøvet. Det vil give mest mening, siger Eva Naur Jensen.

Rejst kritik

TV2 ØSTJYLLAND har talt med flere tidligere ansatte, som alle offentligt har rejst kritik af forhold på socialområdet og tilsynsrapporterne kvalitet. Ingen af dem er blevet bedt om at deltage i undersøgelsen, forklarer de.

En af de to tidligere ansatte, som faktisk er med i i analysen, er Heidi Knakkergaard. Hun er rystet og samtidig opgivende overfor resultatet.

- Jeg bliver frustreret og tænker, at det bliver lidt lige meget igen, fordi de ikke går i dybden med tingene, siger hun. Hun står frem for borgernes skyld:

- Det er rent og skær for bostedets beboeres skyld, jeg fortæller om problemet med analysen. Som uddannet pædagog er den fornemmeste opgave at være der for dem.

Længere sygdomsforløb

Heidi Knakkergaard er ved at komme ovenpå efter et længere sygdomsforløb, som blev udgangen på hendes ansættelse på bostedet Stadionparken i Allingåbro.

Alligevel bliver en nyansat kollega valgt i stedet - en kollega, som lige var headhuntet af lederen, fordi de to tidligere har arbejdet sammen.

- Jeg havde været mere kritisk, hvis jeg havde deltaget i tilsynet. Jeg så borgere, som trak sig tilbage, og som ikke ville deltage i fællesspisning, fordi de reagerede på en massiv udskiftning af medarbejdere, siger hun.

Analysen inkluderer Heidi Knakkergaards udlægning, men i næste sætning bliver det tilbagevist af lederen.

Ifølge lederen bliver kollegaen valgt, fordi vedkommende er uddannet pædagog - modsat Heidi Knakkergaard (tidligere medarbejder X).

Problemet er bare, at Heidi Knakkergaard blev uddannet pædagog i 2005 og har arbejdet som pædagog i Norddjurs Kommune siden 2007.

- Det er jo løgn. Jeg er uddannet. Jeg synes ikke, man kan bruge rapporten til noget, når man ikke faktatjekker sådanne oplysninger, siger hun og uddyber:

- Det virker til, at analysen skal bruges til at sætte flueben og vise, at man har undersøgt området. Men de går ikke i dybden med noget og særligt ikke den kritik, jeg og den anden tidligere medarbejder rejser.

Ikke konkrete eksempler

Lektor i socialret Eva Naur Jensen har ikke konkret kenskab til, at der skulle være skjult noget for socialtilsynet i Norddjurs Kommune, men hun nævner, at der er mange eksempler andre steder fra.

- Det gør sig både gældende på børneområdet, voksenhandikapområdet og ældreområdet, siger hun og nævner eksempelvis TV2's dækning af forholdene for ældre på henholdsvis et plejehjem i Aarhus og Randers.

- Og eksempelvis lukkede kostskolen Havregård på Nordsjælland, men det var først efter afsløringer af elendige forhold, som foregik, alt imens tilsynsrapporterne ikke beskrev væsentlige fejl og mangler, siger hun.

Samtidig finder hun konklusionen i Norddjurs' analyse vag. Der står eksempelvis: ”Det vurderes imidlertid, at tilsynet er meget grundigt og kommer så meget i dybden, som setup’et tillader det.”

For hende slår det hoved på sømmet, at der står ”som setup’et tillader det.” - For setup’et har ved flere lejligheder vist, at det ikke er stærkt nok til at opdage kritiske problemer. Så bare fordi analysens interviewpersoner mener, at der ikke bliver holdt informationer skjult for socialtilsynet, så er det ikke sikkert, at det er tilfældet, siger hun.

Powered by Labrador CMS