Kommune erkender lovbrud
Norddjurs Kommune har aflyst rengøringer i hjemmeplejen på et forkert grundlag i mere end et år. Nu lægger kommunen sig fladt ned
Citathistorie: TV2 ØSTJYLLAND
Norddjurs Kommune har i en periode på over et år ulovligt aflyst planlagte rengøringer i hjemmeplejen.
I december 2021 besluttede kommunen at vedtage et såkaldt midlertidigt fleksibelt serviceniveau. I praksis betød det, at politikerne gav hjemmeplejen mulighed for at aflyse rengøring i hjemmeplejen, hvis der var behov for det.
Grundlaget for beslutningen var dog forkert - og altså ulovligt, har kommunen nu fundet ud af.
- Der har ikke været lovhjemmel til gennemførelse af det her fleksible serviceniveau. Det er beklageligt, og vi lægger os fladt ned og erkender fejlen, siger Mads Jensen (K), formand for Voksen- og Plejeudvalget.
Aflyste 181 gange
I løbet af en periode på lidt over et år, har værktøjet været brugt til 181 aflyste rengøringer svarende til 157 timer. Det svarer til 2,2 procent af de samlede planlagte rengøringer.
Grunden til fejlen skal findes i en midlertidig nødlovgivning på ældreområdet, som blev indført under corona. Den blev dog ophævet igen 1. marts 2021 - altså mere end et halvt år, før Norddjurs Kommune valgte at bruge den.
Ordningen blev forlænget flere gange, så den har løbet til udgangen af 2022.
-Et fornuftigt værktøj
- Jeg vurderede personligt, at det var et fornuftigt værktøj, som nemmere kunne få tingene til at hænge sammen for vores ledere og medarbejdere, siger Mads Jensen.
Han erkender, at man nok godt kunne have fået tingene til at hænge sammen uden muligheden for aflysninger, men at det blev vedtaget af hensyn til at give ledere og medarbejdere et ekstra værktøj.
Spørgsmålet er nu, hvor fejlen ligger. Hvem burde have haft styr på, at der ikke var lovhjemmel til beslutningen i udvalget?
- Når vi behandler en sag, så regner jeg som udgangspunkt med, at der er styr på lovhjemmel i sagsfremstillingen. Her har vi taget en beslutning på et forkert grundlag. Men jeg vil ikke sende aben videre - jeg tager også ansvar og beklager, siger Mads Jensen.
Får ingen konsekvenser
Umiddelbart får fejlen ikke nogen konsekvenser, står det til udvalgsformanden.
- Jeg vil ikke gå ud og sige, at der skal ske noget. Der skal være plads til at begå fejl, og det skal ikke betyde, at der skal ske noget drastisk.
Spørgsmål: Kan du stole på forvaltningen i fremtidige sager?
- Jeg stoler 100 procent på forvaltningen - også i fremtidige sager, konstaterer Mads Jensen.
Mads Jensen blev gjort opmærksom på fejlen i begyndelsen af det nye år.
- Havde vi opdaget det tidligere, så havde vi selvfølgelig stoppet det tidligere, siger han.
Lægger sig flat ned
Før jul og mellem jul og nytår har der kørt artikler i Lokalavisen Norddjurs om sagen, hvor der blev sat spørgsmålstegn ved, om det var lovligt. Den 27. december sagde borgmester Kasper Bjerregaard (S) til Lokalavisen Norddjurs, at aflysningerne var i orden.
- Vi har politisk besluttet det - og begrunder det med, at det er svært at rekruttere det nødvendige personale, sagde han til mediet dengang.
Men nu lægger kommunen sig altså fladt ned og erkender, at aflysningerne ikke var lovlige.
-De skal have en undskyldning
Nu vil kommunen tage fat i de berørte borgere.
- De skal have en undskyldning. Og der skal kigges på individuelt, om der skal være en kompensation. Men det er svært med rengøring, når der jo også er blevet gjort rent efterfølgende. Men vi beklager dybt, siger Mads Jensen.
Ud over aflyste rengøringer, har kommunen brugt samme ordning til at aflyse planlagte afløsninger af pårørende. Her drejer det sig om 3,5 procent, men der i perioden fra 1. september 2022 til 1. november 2022 blev aflyst 0,6 procent af de planlagte ydelser via klippekortordningen i hjemmeplejen, som blev afskaffet derefter.